Den forløbne uge blev brugt i Holstebro, hvor jeg sammen med drengene deltog i Spejdernes Lejr 2012 - Danmarks hidtil største spejderlejr med mere end 35.000 deltagere fra såvel grønne som blå spejderkorps.

Drengene er så store, at de klarer sig selv på sådan en lejr. Jeg havde funktion som det lokale kvarters pressekontakt og skulle som sådan sørge for at så sendt spejderhistorier hjem til de lokale medier samt få lagt fotos på vores fælles Facebook-side. Desuden indgik jeg sammen med de øvrige voksne fra vores gruppe i det lille team som sørgede for, at der var noget mad til spejderne, som var på et væld af aktiviteter ugen igennem.

Sådan en lejr er ganske imponerende. Et parallelsamfund med gader, bytorve, mediecenter, egen lokalradio- og avis og meget andet. Her er mange mennesker, men alt forløber glat, og spejdere er et folkefærd, som sjældent lader sig gå på af problemer. Man finder nye løsninger og hjælper ofte hinanden. Og modsat f.eks, et festivalområde, er der ikke meget affald at se på jorden - det meste kommer i affaldsspande eller i fedtfælderne, som er spejdernes selvgravede huller til madaffald og andet, som kan nedbrydes i naturen.

Når 35.000 mennesker skal samles foran en stor scene, kunne man forestille sig skubben, masen og panik. Men ikke her, folk bevæger sig i velorganiserede ruter frem til området, hvor alle finder plads foran den store scene. Og scenariet er det samme, når man lister hjemad i mørket. Ganske imponerende!

Lejren var opdelt i 6 bydele, som hver havde bytorv med supermarked, infotelt og restaurant. Her var også et madtelt, hvor man afhentede råvarer til den mad, der så skulle tilberedes over bål eller i Trangiasæt hjemme på de enkelte gruppers lejrpladser.

Spejderarbejde anno 2012 er ikke kun primitiv overnatning og madtilberedning. Det er også internet, mobiltelefoner og elektroniske medier. Overalt på pladsen var der trådløs internet og i de enkelte bydele kunne man gruppevis aflevere en kasse fyldt med mobiltelefoner tilkoblet et fordelerstik, som så kun gav en enkelt ledning ud af kassen. Et par timer efter, at kassen var afleveret, kunne man hente den igen med en stak nyopladede telefoner, så man atter kunne kommunikere med omverdenen - eller vennerne i den anden ende af den store lejr.

Toilet- og badforholdene var også i orden med vandskyllende toiletter og telte med varme brusebade. De mere kreative spejdere lavede selv brusekabine med varmt vand, som blev opvarmet via bålets flammer.

Fra min side er der ikke mange fingre at sætte på det store arrangement - det skulle lige være åbningsshowet, som var for medieorienteret og for lidt orienteret mod de 35.000 mennesker foran scenen. Lejrsangen, som er skrevet og indsunget af Martin Brygmann, bliver vist heller ikke det store hit i spejderkredse - det er sikkert et flot stykke musik, som musikere vil elske, men den bliver næppe sunget ved mange bål i fremtiden. Brygmann var ganske enkelt ikke den rette mand til opgaven, hvilket man også fornemmede, da han optrådte på åbningsaftenen - han nåede simpelthen ikke ud til publikum!

Det gjorde til gengæld lejrens sidste indslag - danske Alphabeat, som med deres dansevenlige discopop ramte rent ind i målgruppen.

En fantastisk uge med overnatning i telt, med masser af sol og med en masse herlige mennesker såvel på vores egen del af lejren såvel som overalt på det store område, som dækkede et areal svarende til næsten 500 fodboldbaner.

Onsdag gik turen endnu en gang til Djursland, hvor målet denne dag var Djurs Sommerland. Med i bilen havde drengene hver en af deres kammerater, så de havde nogen at fornøje sig med i den store forlystelsespark.

Vi tilbragte næsten 9 timer i parken, som er mere kompakt end f.eks. Fårup Sommerland. Overalt i parken er der små oaser, hvor man kan sætte sig og slappe af, når man ikke lige var i gang i en af de mange forlystelser. Og forlystelser er der masser af - uanset om man er til det vilde eller det mere rolige.

De to yngste drenge, Morten og Reda på 12, var de vildeste. De var med i vandrutschebanen “Skatteøen” og tog op til flere ture i den store og vilde “Piraten”. Det blev også til besøg i “Ørnen” og i træstammerne, som er en lidt ældre vandrutschebane i Djurs. Vandlandet med rutschebaner, bølger og vandfald tiltrak de store drenge, som også var vilde med

rutschebanen “Thors Hammer”. For få år siden var det en vild forlystelse, men udviklingen går stærkt, og den er i dag nærmest en børnebane i forhold til “Skatteøen” og “Piraten”.

Blandt de mere familievenlige ting er “Colorado River”, som er en mild form for White Water Rafting - undervejs er der bølger og flere steder kan man blive udsat for en stråle vand eller to, hvis man ikke er opmærksom. Det var Hedvig og jeg så ikke på de sidste meter, hvor vi fik en pæn skylle fra oven. Til stor morskab for de fire drenge i flåden....

Ved udgangen mødte jeg en af mine gamle elever fra efterskolen, Jens, som har sommerjob i ferieparken. Et hyggeligt gensyn med en sød, smilende og hjælpsom elev, der således passer perfekt ind med det øvrige meget servicemindede personale i Djurs Sommerland.

Det var en af rockens store mænd, som døde mandag den 16. juli. Jon Lord, stifter af heavybandet Deep Purple, døde efter længere tids kræftsygdom.
(Foto: www.JonLord.org)

Som ung knægt i Farsø voksede jeg op til lyden af tressernes musik: The Beatles, Kinks, Beach Boys, Creedence Clearwater Revival, Manfred Mann og mange andre. Mit første møde med den mere progressive og tunge rock var Deep Purple In Rock, som rummer en af mine alltime favorits “Child In Time” - versionen på den LP overgås ikke af nogen andre. Orgellyden fra Jon Lord er legendarisk og opbygningen som revet ud af rockens ABC. Lad så være, at nogen mente, at der var lånt temaer fra et nummer af It’s A Beautifull Day. Det er der måske, men Child In Time er en klassiker, som helt sikkert skulle med i kufferten til en øde ø....

Jon Lord var om nogen manden, som blev orgelikonet i det klassiske 5-mands heavyband med en sanger, guitar, bas, trommer og et fedt hammondorgel. Den tunge rock fik en ny dimmension, ikke mindst fordi orglet tilførte elementer af klassisk musik til rocken. Noget som blev udnyttet på Deep Purples “Concerto For Group & Orchestra”, som Jon Lord komponerede til symfoniorkester og rockband i 1969.

I mine ører var Jon Lord organist - ikke keyboardpalyer! Modsat teknifikserede lydnørder som f.eks, Rick Wakemann var det hammondorglet, som var Lords hovedinstrument. Den karakteristiske sound var en del af Deep Purples varemærke, uanset om der blev spillet smukke hamonier, rullende introer eller fantasifulde soloer.

Jeg har heldigvis haft fornøjelsen af at høre den store orgelmester live, første gang i Vejlby Risskov Hallen og senere igen i Esbjerg og senest i Århus for en halv snes år siden. Jeg hørte også Deep Purple på Skanderborg i 2004 netop som Jon Lord havde forladt gruppen og var blevet erstattet af Don Airy. En OK substitut, men dog ikke den ægte vare!

For et par år siden blev Jon Lord ramt af kræft, men han fortsatte med at skrive musik og optræde, men måtte så sent som i juni i år melde afbud til planlagte koncerter på grund af svigtende helbred. Og mandag satte sygdommen så et endelig punktum for Jon Lords virke på denne jord - til gengæld kan Jimmi Hendrix, Phil Lynott, Gary More og mange andre glæde sig over at have fået en fabelagtig organist til deres store himmelske rockband.

Og selv om jeg fremhæver studieindspilningen, så vælger jeg denne video, som viser Deep Purple og Jon Lord i aktion live:

Vores tur til Djursland bød naturligvis også på de obligatoriske sommermesterskaber i minigolf, som denne gang blev afviklet på campingpladsens ganske udmærkede bane. Første dyst endte helt lige mellem mig og fruen med drengene lige efter, men da det endelige slag (!) skulle slås, kunne jeg trække mig tilbage med trofæet i hænderne....

Danmark er godt forsynet med maritime oplevelsescentre. Et af disse ligger i Grenå, hvor Kattegatcenteret var blandt de første af slagsen. Centeret er specielt kendt for sine hajer, som man kan se fra oven, fra siden og fra neden. Der er nemlig bygget en gangtunnel, som man kan bevæge sig igennem, medens man studerer
hajerne fra en anderledes vinkel. Morten har tidligere besøgt centeret med skolen, hvor han endda havde oplevelsen af at sove i denne tunnel, og så var han i øvrigt en god guide for os andre denne dag. Noget tyder på, at han har hørt efter, den dag skolen var dernede.

Hjemturen fra Djursland gik via små veje, og vi valgte at fravælge den normale rute via Randers og motorvejen. I stedet kørte vi til Voer, hvor Danmarks vel nok mindste motorfærge sørger for at transportere biler og folk over Randers Fjord. Færgen kan laste 4 biler og klare turen over fjorden på mindre end 5 minutter. En hyggelig oplevelse at få med.

Frokosten blev indtaget på Hvidsten Kro, hvor vi var heldige at få et bord. Det er ellers svært, da kroen har oplevet noget af en rennæsance efter filmen om den kendte modstandsgruppe fra Hvidsten. I hovedbygningen er der booket helt frem til august, men heldigvis holder kroen en lille sidebygning åben for gæster, der ikke har reserveret bord. Det blev vores held, og vi nød stedets specialitet æggekage med hjemmerørt sennep - dog ikke Morten, som i stedet satte to hakkebøf med nye kartofler og bruns sovs til livs.

Således mætte af oplevelser og god mad gik turen mod Farsø, hvor hunden Nemo ventede efter at have været i pension hos min søster i en lille uges tid. Gensynsglæden var stor for alle.

Første uge af sommerferien blev brugt på Djursland. Vejret var med os, heldigvis, da vi boede i campingvogn.

Det er ved at være mange år siden, at vi sidst har besøgt fregatten Jylland, så naturligvis skulle vi bese det gode skib, som nu ligger i tørdok og er blevet flot restaureret. I det hele taget er der sket meget siden sidst, hvor der er bygget udstillingshaller og meget andet, som gør skibet til en rigtig flot turistattraktion med gode guider og en masse aktiviteter i form af kanonaffyring, rebslagning, mastekravling og meget andet. I udstillingsbygningen var der lavet et stort scenarie, hvor man kunne gå aktivt ind i et digitalt søslag - ideen er god men i praksis virkede det ikke optimalt - enten fordi der manglede ordentlig instruktion, eller også fordi teknikken ikke helt virkede efter hensigten.

Lidt længere vest for Ebeltoft finder man Kalø Vig, som man når til via en smuk tur gennem nationalparken Mols Bjerge. Ved parkeringspladsen, hvorfra man kan gå ud til Kalø slotsruin, er der hver tirsdag træf for gamle biler. Vi var heldige at komme sidst på eftermiddagen, hvor de første biler så småt begyndte at rulle ind på pladsen. Efter et besøg på borgruinen vendte vi tilbage, og nu var der for alvor kommet mennesker - og biler og motorcykler. Disse gamle køretøjer er et sandt trækplaster. Og her er både gamle og rigtig gamle biler. For mig var det sjovt at gense velholdte eksemplarer af en Opel Rekord med nogenlunde samme år som mig på registreringsattesten (1958). Her var også flotte gamle VW busser, “rugbrød”, en Ford Anglia, en NSU og flere gamle Fiat 500’ere. Jo, her var nok at se på for nostalginørder, og mon ikke kioskejeren på den anden side af vejen griner hele vejen hen til banken, når han tænker på dette tirsdagstræf i Kalø?

Fra Kalø gik turen op gennem Djursland til den nordlige del, hvor vi boede ved Bønnerup Strand.

Sidste del af ferieodysseen bringes i morgen.

Når man sådan drager på ferie i en (lejet) campinvogn, skal man naturligvis ha’ lidt læsestof med til forteltet.

Jeg havde til vores lille oddysé på Djursland medbragt “Når klovnen græder”, som er en rockroman skrevet af den tidligere Ozonguitarist Karl Pedersen. Foruden bogen får man også en CD med 10 numre, som knytter sig til handlingen i bogen - her er nye instrumentale numre og et par stykker fra bandet Pocobell, som består af Karl Pedersen og Lassen Stefansen.

“Når klovnen græder” bringer læseren med ind bag kulisserne i rockbranchen. Ind bag scenetæppet, hvor musikken, venskaberne, kærligheden og drømmene lever. At Karl P. er guitarist skinner tydeligt igennem, når han med indlevelse skriver om instrumentet i samme følelsesmæssige leje, som når han skriver om kærligheden til kvinder.

I bogen følger man en 10-årig purks liv fra de første spæde toner slås an på guitaren, til han ender i et verdensberømt rockband. Vi kommer med i turbussen op gennem Norge og Sverige og med ind på små og store spillesteder. Gode venner må droppes i den uafvendelige jagt på hittet og den store berømmelse, som da den indfinder sig måske alligevel ikke var, hvad han ønskede sig. Prisen på vej mod toppen har været høj - og undervejs blev også den eneste ene kastet af i svinget.

Har man hang til rock’n roll er det en interessant bog at læse - ikke mindst når man undervejs kan finde ting fra det virkelige liv, som har inspireret Karl Pedersen. Det lille band Smalltown Ramblers har en slående lighed med showbandet Ozon og en af gruppens guitarister, David, fremstår nærmest som en klon mellem Lassen Stefansen (Blackbirds) og Lars Lilholt, når man læser om opvæksten og de musikalske rødder i det himmerlandske.

“Når klovnen græder” kan købes direkte fra forlaget via denne hjemmeside, som også byder på mere info om projektet: www.cantalibris.dk