Drengene har fået sommerferie fra skolen - det samme har jeg, medens fruen i huset stadig må knokle for føden.
Den første ferieuge har budt på nogle dage med godt vejr, og det har heldigvis fået den TV-kiggende og computerspillende teenager udenfor. De seneste to eftermiddage er blevet brugt på vandkamp på plænen her foran huset, medens jeg har haft nogenlunde fred til at klippe hæk i haven - og til at snuppe et par billeder her inde fra huset.
Selv om vanduret måske har snurret lidt vel lystigt for at skaffe ammunition til drengenes vandgeværer, så er det pengene værd, når man ser dem drøne rundt og være drenge - selv om de så småt begynder at gå ind i ungdommen med alt hvad det nu fører med sig! Efter sommerferien betyder det f.eks. nye klasser i skolen og konfirmationsforberedelse med efterfølgende konfirmation til foråret.
Tiden flyver, når man ser på sine børns udvikling.
I den forløbne weekend blev der taget afsked med elevholdet 10/11 på efterskolen.
Sådan en begivenhed er præget af smil, latter - og tårer. Følelserne får frit løb, når man skal tage afsked med en flok kammerater og en skole, som har været en stor del af ens liv de seneste 10 måneder.
Selv om jeg efterhånden har deltaget i en snes af den slags tårevædede arrangementer, kan man ikke sige sig fri for også selv at blive berørt af elevernes taler, deres sange og deres hulkende krammere til hinanden og lærerne. Så er det jo godt, man har sit kamera, at gemme sig lidt bag...
I år gik jeg målrettet efter at fotografere elevernes sidste døgn på skolen - startende med afslutningsmiddag fredag aften efterfulgt af underholdning i hallen, bål og til slut det tætte samvær om mindebøger og almindelig hygge den sidste nat, hvor man helst ikke vil sove. De fleste må dog overgive sig til sidst, men lørdag skal man på den igen. Hallen skal ryddes og gøres klar til den sidste gymnastikopvisning, inden den officielle afsked med tale ved forstanderen og uddeling af efterskolebeviser.
Jeg har sammensat et lille billedshow, som meget godt beskriver, hvordan det sidste døgn forløber på en efterskole. For sådan er det jo ikke bare på min skole - det samme sker stort set på alle landets omkring 300 efterskoler.
I dag er der fødselsdag her på bloggen. Det er nøjagtig 2 år siden, jeg bloggede for første gang på min hjemmeside, som har været i luften siden marts 2009. Der gik dog nogle måneder, før bloggen kom til.
Mine skriverier afføder mange søde og positive kommentarer, såvel via siden her, som via folk, jeg møder på min vej.
Med denne respons in mente og med min sædvanlige hang til at skrive og fotografere, kan bloglæserne forvente endnu et år med skriblerier i cyberspace.
Årets afslutningstur med efterskolen er traditionen tro gået til den fantastiske lejrskole “Over Koen”, som ligger ved Hvalpsund.
Eleverne er cyklet fra Haverslev til Hvalpsund - en tur på 36 kilometer, som på udturen foregik i en strid modvind. Det skabte nogle noget sammenbidte elever, som jeg mødte, da jeg koblede mig på i Farsø. Men vel ankommet steg humøret betydeligt, og snart var der gang i vikingespil, kroket, fodbold, volley og en masse brætspil, bl.a. hittet “Partners”.
Stemningen er god, og der er ikke behov for at arrangere det helt vilde - klassikeren “Byg et sandslot” skulle dog prøves, og det første igen til nogle flotte skulpturer på stranden nedenfor lejrskolen. En anden klassiker er gemmeleg, som vi også fik afviklet i en en lidt alternativ version, som fungerede fint. De fleste blev fundet - og båret tilbage til basen!
I dag er det torsdag, og eleverne skal ved middagstid trampe mod øst igen. Denne gang med vinden i ryggen og med udsigt til de sidste 2 intense døgn sammen på efterskolen. Lørdag lidt over middag er det slut. Der vil flyde tårer i stride strømme, men få dage senere er der glædeligt gensyn for det fleste, som mødes på Nibe Festivallen, der traditionelt er et hit blandt mange efterskoleelever - også dem fra HCI.
Årets søkoncert i Farsø blev en på alle måder våd og småtræls affære. Regnbyger gjorde deres til at gøre den våd, og småtræls da ShuBiDua måtte melde afbud på grund af Bundesens sygdom. Og mere småtræls, da det ungdommelige publikum måtte gå skuffede hjem - Medina kunne ikke få sit grej på scenen denne regnfulde aften i det ellers så smukke søanlæg i Farsø og måtte aflyse.
Aftenens første navn, Johnny Madsen med band, lagde ellers en flot grund med gyngende bluesorienteret rockpop, som satte stemningen i vejret under paraplyer og regnslag. Den seje vestjyde med et velspillende band bag sig trækker på en lang række hits, som vækker genklang hos tilhørerne. Afslutningsnummeret Johnny Be Goode er nærmest Madsens signatur og den blev leveret med 100 procent energi og en i øvrigt fremragende lyd. Højt uden at være for højt. Detaljerne stod klart - noget de ikke altid gør til rockkoncerter, hvor lydmanden har en tendens til at skrue mere og mere op, som aftenen skrider frem.
Andet band på scenen var Die Herren - dansk kopiband med U2 som speciale. Bevares det lyder som den ægte vare, men trods en ihærdig indsats fra forsangerens side var det tydeligt, at det ikke lige passede ind denne aften. Måske skulle herrerne have været på som første navn. Jeg kan bestemt godt lide U2, men der er noget forkert over det. Fint nok, at sangeren lyder som Bono, men han behøver da ikke kopiere Bonos sceneoptræden med at sidde på scenekanten og søge kontakt med publikum. Min favoritperiode med det irske rockfænomen ligger i deres tidlige periode - måske fordi jeg hørte en fantastisk koncert med dem i Roskilde tilbage i 1983, hvor de lige var ved at slå igennem.
Og efter 6 timers venten måtte den yngre del af publikum slukørede konstatere, at deres store idol, Medina, ikke kunne optræde, da hendes tunge gear ikke kunne flyttes på scenen! Konferencierparret “Klassens Tykke Dreng” havde på det tidspunkt gjort deres for at udfylde ventetiden med spas og musik - og de slap da også helt fint fra den svære opgave at skulle meddele aflysningen - simpelthen ved at invitere det unge publikum på scenen, hvor de dannede kor i klassikeren “We Are The World”. Det dæmpede skuffelsen og ikke mindst frustrationerne noget.
Billedet herunder er af Johnnys Madsens bassist, Niels Nello Mogensen, som er lige præcis så cool, som en bassist skal være!
Jeg har på et tidspunkt skrevet om søanlægget her i Farsø, hvor der var gode muligheder for, at der igen ville være ynglende svaner efter flere års fravær.
Og i år er de der så, svaneparret med deres 7 unger. De bevæger sig stolte - og vagtsomme - rundt i søen. Vagtsomheden fik jeg at mærke, da jeg gik en tur rundt om søen med min hund og mit kamera. På et tidspunkt kom svanefamilien tæt på søbredden, og her fik vi en hvæsende advarsel fra Hr. Svan, som lige skulle markere, hvem der er herre i anlægget....
Jeg har tidligere lavet et lille billedalbum med gamle dias fra en tur med den transsibiriske jernbane via Sovjetunionen og Mongoliet til Kina. Turen herfra gik videre til Bali og til slut Australien.
Nu er en del af disse billeder også lagt i et show - her kan man selv vælge, om man vil have musik, idet der er et You Tube klip med Dire Straits øverst til højre på showets side. Klikker man på det, kan man lytte til "Telegraph Road", medens billederne ruller.
I øvrigt er billederne lagt i en løs mosaik uden nogen overordnet plan, bortset fra, at Bali kommer først og derefter Australien.
Den sidste dag i pinsen blev brugt på en klassetur med 6. a fra Farsø Skole. Her går Thomas, men da klassen brydes op efter ferien, var det oplagt at lave et arrangement med de elever, som har fulgtes siden børnehaveklassen.
Turen gik til Fårup Sommerland.
Det er nogle år siden, jeg sidst har været i det populære sommerland, og der er sket en del, siden jeg besøgte det første gang tilbage i 1976 eller 1977. Dengang var de fleste aktiviteter "selvhjulpne", det vil sige, der var ikke brug for strøm o.l. Man kunne ride på heste, spille minigolf, hoppe i trampoliner og lignende aktiviteter. Men stedet er fulgt med udviklingen og kundernes behov for vildere forlystelser. I dag er der store og vilde rutschebaner, vandland og meget, meget mere.
Ikke mindst rutschebanerne er blevet det store hit. Det startede med "Træstammerne" og "Mineekspressen" og senere er det blevet endnu vildere med "Flagermusen", "Falken" og senest "Lynet". "Falken" er bygget i træ og er en rigtig rutschebane med op- og nedture i fuld fart, krydret med bratte sving. "Lynet" er sjov - man accellerer fra 0 til 80 på 2 sekunder (!), inden man sendes ud på en tur, hvor man ryger op og rundt - flere gange med hovedet nedad i vilde loops og konstant med fuld fart på vognen.
Undevejs mellem de forskellige rutschebaner konstaterede jeg et lidt underligt og noget ulækkert fænomen: Folk sætter deres afgnavede tyggegummi fast på pæle og stolper umiddelbart inden indgangen til forlystelserne. Hvor den tradition stammer fra, ved jeg ikke, men klam det er den!
Det er prøvetid rundt om på skolerne. Også på min. Det betyder bl.a., at jeg i denne uge skal høre 52 elever snakker matematik til den mundtlige prøve i faget.
Generelt er det en rigtig god oplevelse, hvor eleverne gi'r den gas og virkelig forsøger at få formidlet noget matematik. Enkelte kan være trykket af stemningen, og det er faktisk rigtig synd for dem, da det desværre gør, at de slet ikke kan ramme det niveau, man ellers kender dem for. Så er der heldigvis standpunktkarakteren, årskarakteren, som gerne skulle udtrykke deres daglige standard og ikke deres evne til at performe i en presset situation.
Men der er altså også dem, som bare boltrer sig som fisk i vandet, når der er noget på spil. F.eks. hende, der cool og fattet laver sine ting, og som affyrer følgende replik efter et spørgsmål fra censor: "Det er jo et ledende spørgsmål, så jeg tror jeg vælger at svare ja!" Det gjorde hun så, og en hel masse mere, som udløste det eftertragtede 12-tal.
Når man, som jeg, har været teenager og ung i 1970’erne, kan man ikke undgå at forholde sig til Gasolin - dansk rocks ubestridte største navn gennem tiden. “Langebro”, “På banen derudaf”, “Stakkels Jim”, “Kvinde Min” og “Rabalderstræde” ligge alle på erindringens lydspor fra den tid.
Jeg var mest optaget af gruppen i de første år - de første 3-4 LP’er blev spillet flittigt på pladespilleren, medens min interesse dalede fra 5’eren og efterfølgende. Måske fordi gruppen var gået fra at være undergrund til at være megastjerner - i Danmark og Skandinavien forstås. Deres forsøg på det store gennembrud i udlandet slog aldrig an - de var simpelthen for danske!
For nogle år siden købte jeg CD-boksen “The Black Box”, som rummer gruppens 7 officielle studiealbums samt “Live Sådan” og en bonus-CD med rariteter bl.a. fra ungdomsprogrammet P4, hvor de lavede en del kendingsmelodier omkring 1973-74.
For tiden er det så Gas der snurrer i CD-spilleren, og det er stadig de første 4 albums, som står stærkest hos mig. Og så har jeg fået ørene op for gruppens sidste skive “Gør Det Noget”, hvor de vendte tilbage til den rå og uforfalskede gaslyd. Ind imellem havde de lavet et par velproducerede, men måske også overproducerede, albums i form af “Gasolin (5)” og “Efter Endnu En Dag” - specielt den sidste har jeg aldrig brudt mig om - den stritter i alt for mange retninger med rock, viser og pop. Den står som en dansk pendant til “Sgt. Peppers” med The Beatles - men er som nævnt ikke min kop the.
Tilbage til “Gør Det Noget”, som rummer herlige numre som “Strengeleg”, “Det Bedste Til Mig Og Mine Venner” og “Get On The Train” - herlige numre med en dejlig lyd, som Gasolin selv har stået for, da de selv producerede deres svanesang.
Gasolin blev opløst i 1978 efter en koncert i Malmø, men de samledes igen for en kort bemærkning til "Gorilla Galla" i 1982, hvor dette nummer stammer fra.
