Oversete rockbands

Velkommen i tiggeroperaen
 
I dag skal vi have fat i endnu et af de bands, som aldrig rigtig slog igennem: Beggars Opera.
 
Den skotske gruppe slog sig ellers op på stort anlagt musik i progrockgenren - og med en sound, som i mine ører minder om cirkus og gøgl - specielt på det første album - "Act One". Akkurat som Rare Bird er det orgellyden, som dominerer, men her er dog også masser af rockguitar. Der er også masser af inspiration fra klassisk musik, og i de henseende minder Beggars Opera en del om Emmerson Lake & Palmer. Flere af deres numre har indlagt kortere eller længere passager med klassiske temaer hentet fra mestre som Bach og Mozart. Orgel og mellotron var de bærende elementer på det andet album "Waters Of Change" med en mere drømmende og meditativ lyd end på første skive.
 
Besætningen i Beggars Opera bestod oprindeligt afMartin Griffiths (vokal), Rick Gardiner (guitar og vokal), Alan Park (keyboards), Gordon Sellar (bas, akustisk guitar og vokal), Virginia Scott (Mellotron og vokal) og Raymond Wilson (trommer og percussion).
 
Beggars Opera lavee en del plader, men koncertmæssig var det begrænset, hvad man hørte til dem, og det brede publikum nåede de aldrig. En af deres største succes'er var en version af Jimmy Webbs "Mac Arthur Park". Det nummer havde i 1968 været et stort hit for Richard Harris og gjorde sig bl.a. bemærket ved at have en længde på mere end 7 minuttter (7:21) - noget på det tidspunkt ganske uhørt for en singleplade! I forbindelse med de seneste Beatles-udgivelser læste jeg, at gruppen angiveligt bevidst lavede Hey Jude et sekund længere for at slå den rekord. Opslag på nettet angiver dog singleversionen med den lange udfadning til at være 7:11 og albumversionen til 7:05. Begge altså kortere end Richard Harris. Den version, som Beggars Opera lavde på albummet "Pathfinder" er angivet til 8:20 - nummeret var dog så vidt jeg ved ikke ude på single. For lige at runde Mac Arthur Park af, så er den indspillet af mindst et halvt hundrede forskellige kunstnere, inklusive Donna Summer og danske Gitte Hænning.
 
Fjerde udspil fra Beggars Opera var "Get Your Dog Off Me", hvor numrene er kortere og mindre progressive. Det klassiske element finder man dog i den sjove lille "Classical Gaz". Så vil man kaste sig over den oversete skotske gruppe, mår det være de tre første albums, som skal anbefales.
 
Dette Youtube-klip viser gruppen "live", hvilket er lidt af en sjældenhed. Nummeret "Raymonds Road" er at finde på "Act One".
 
God fornøjelse i tiggeroperaen.
 
 
 

--0--
 
21. september
 
Bands - andre overså
- Rare Bird

Jeg har her på bloggen været inde på bands, som jeg selv overså, og siden fik øjnene op for.

I dag skal det handle om et 70'er band, som aldrig slog helt igennem. Forstå det, hvem der kan.

Rare Bird hedder gruppen, som nåede at udgive 6 plader op gennem 70'erne. Det nærmeste gruppen kommer et hit er den smukke "Sympathy" fra deres første LP. Lyden er domineret af orgel og piano, akkurat som Procol Harum. Til gengæld er teksterne og musikken knap så dyster, som Procol Harum ofte kunne være.

Gruppen bestod i første omgang af Steve Gould, bas, vokal og guitar, Dave Kaffinetti, keyboards, Graham Field, orgel og Mark Ashton, trommer. Senere blev der skiftet en del ud i Rare Bird, som for det store publikum forblev en "sjælden fugl" - ikke mindst i hjemlandet England, medens de havde lidt større succes i det centrale Europa. Udskiftningerne førte også til, at orgellyden blev suppleret med guitar - specielt på deres tredje udspil, som foruden en LP også indeholdt en single med 3 numre.

Jeg havde for nogle år siden fornøjelsen af at høre bassisten Steve Gould, som var med i Alvin Lee's band, da han optrådte på Skanderborg Festivalen. Koncerten bød naturligvis på masser af Ten Years After men desværre ikke på numre fra Rare Bird...

Gruppens albums i kronologisk orden: "Rare Bird", "As Your Mind Flies By", "Epic Forest", "Somebody's Watching", "Born Again" og "Rare Bird (1975)".

Nedenfor har jeg fundet tre forskellige eksempler på flotte, smukke og meget forskellige numre med Rare Bird. God fornøjelse!

 
 
--0--
 
Bands jeg overså - Marillion
 
I min lille blogserie om rockbands, som jeg overså i første omgang, skal det denne gang dreje sig om Marillion.
 
Da det engelske band kom frem i begyndelsen af 1980'erne havde de en lyd, der umiskendeligt mindede om Genesis, som var megastore på det tidspunkt. Ikke mindst forsangeren Fish lød som en klon af Peter Gabriel. Måske var det derfor, jeg aldrig kastede mig over Marillion. Jeg havde jo masser af Genesis i min samling og havde vel ikke brug for en gang "fattigmands-Genesis". Siden er jeg blevet meget klogere.
 
En af mine gamle efterskoleelever, Mads Thinggaard, var for et par år siden i praktik på min efterskole. Vi fandt hurtigt sammen om vores fælles interesse for musik med rødder - jeg havde oplevet det, og Mads havde vist fået det ind med modermælken derhjemme i familien. Der blev snakket musik og udvekslet poquizer i den helt store stil. Og naturligvis skulle vi også lave CD'er med vores favoritmusik, som den anden så skulle lytte til.
 
Mads gav mig Misplaced Childhood, som Marillion indspillede i 1985. Hvordan havde jeg kunnet overse dem? Det album er simplethen forrygende. Koncept, akkurat som Genesis, og med lange instrumentale forløb og den der karakteristiske stemme a la Peter Gabriel. Men, hvor Genesis godt kan blive lidt kedeligt i det lange løb med til tider overproducerede albums, er der en mere rocket og rå lyd over Marillion. CD'en var ikke ude af bilens afspiller i meget lang tid, og nu er der selvfølgelig suppleret op med mere Marillion.
 
 
Og Mads? Han er i dag uddannet lærer, og nu en god kollega her på efterskolen. Der er lagt op til nogle forrygende musikquizzer...
 
 
10. august
 
Bands jeg overså - Television
 
Her i august fortsætter de musikalske blogs. Jeg vil bl.a. skrive lidt om nogle af de bands, som jeg af en eller anden grund overså, da de var fremme, men som jeg siden har fået øjnene op for.
 
Som ung teenager i begyndelsen af 70'erne var det især den tunge rock, som fangede mig. Deep Purple og Uriah Heep var de helt store navne. Først havde jeg dem på spolebånd og siden på LP-plader. Senere gik den musikalske interesse også i retning af den mere symfoniske rock - progrock er den også blevet kaldt. Genesis, Pink Floyd, Yes, Procol Harum, Focus og Jethro Tull trængte sig ind på pladehylderne.
 
Punk-musik var jo et oprør mod netop den til tider noget intelektuelle og overproducerede progrock. Derfor fangede punken selvfølgelig ikke mig - og heller ikke den New Wave musik, som fulgte i kølvandet. Men jeg var bekendt med bands som Sex Pistols, Ramones og The Clash, dog uden at købe pladerne.
 
Og her kommer vi så til det første band, som jeg totalt overså der sidst i 70'erne: amerikanske Television med Tom Verlaine som den centrale figur. Jeg har mange opslagbøger om rockmusik, og har havde ofte læst om Television, uden nogensinde at høre deres musik. Omkring år 2000 fandt jeg så en internetside, hvor man kunne købe et japansk opsamlingsalbum med gruppen. Jeg slog til, og fik lidt af en øjenåbner. Television er bestemt ikke punk - hvad nogle mener, men hvad bandet aldrig har påstået. I stedet er det bundsolid rock med syngende guitarer og flotte sange og melodier. I lang tid hørte jeg ikke andet end Television, som i mine ører har hentet masser af inspiration hos navne som The Kinks, Velvet Underground og The Who.
 
Naturligvis har det først til, at jeg også har erhvervet gruppens to studioalbums: Marquee Moon og Adventure. Begge kan varmt anbefales.
 
I 2004 fik jeg så også chancen for at høre gruppen live, da de spillede på Train i Aarhus. En musikalsk OK oplevelse, men Tom Verlaine er dog en underlig størrelse, som brugte mere tid på at skrue på sin guitar end på at introducere numre eller i det hele taget have kontakt til publikum.
 
Hør Television HER.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Per Lyngby