Ønsker du at kommentere et indlæg, skal du blot klikke på overskriften.
En oversigt med alle blogs og korte beskrivelser kan ses HER
 
-0-

Vinter i Mariager

01-12-2023
 
Det er ved at være på tide, at jeg får genoptaget mine gåture i forskellige byer med mit kamera. Min tanke har bl.a. været, at det skulle være de små landsbyer med under 200 indbyggere i Vesthimmerland, men den er jeg gået lidt fra. Der mangler fortove og oplagte gåmuligheder i mange af disse byer, så det må i stedet blive til nogle udvalgte, der lever op til mine krav om motion - og noget at skrive om.

Jeg har også tænkt mig at kigge lidt ud over Vesthimmerlands Kommune, så nu er det alle byer i Himmerland, som er i spil.

Torsdag gjaldt det således Mariager, som har lagt navn til det, som mange betegner som Danmarks smukkeste fjord. Denne sidste dag i november var byen klædt i sne - noget som bestemt klædte den. Byen har små 2700 indbyggere og er en del af Mariagerfjord Kommune, som også indbefatter byer som Hobro, Hadsund og Arden.
 

Jeg tog udgangspunkt ved kirken, en stor og højt beliggende klosterkirke, som trods den imponerende størrelse faktisk kun er en lille kirke i forhold til den, der blev bygget midt i 1400-tallet, som er klosterkirke under Birgittiner-ordenen. Funktionen som klosterkirke blev forholdsvis kort, da det sluttede med reformationen i 1536. Klostret blev ret hurtigt overtaget af kongen, som omdannede det til landbrugsbedrift, medens Mariager by overtog kirken. Det var dog en stor mundfuld at vedligeholde den store kirke, og store dele af kirken blev nedrevet, så det kun er den nuværende del, der er tilbage af en kirke, som i storhedstiden var 4 gange større. I dag er der sognehus i det, der er tilbage af klosteret, som ligger lige ved siden af kirken.
 

Kirken og kirkegården tog sig smukt ud i det hvide vinterlandskab, hvor solen var med til at forstærke det smukke syn.

Fra kirken gik jeg ned i den gamle del af købstaden, hvor der stadig er godt gang i forretningslivet, som er meget koncentreret om den centrale del af byen. Her er også flere restauranter, og nogle af dem så også ud til at være åbne i vinterhalvåret.

Jeg fortsatte til havnen, hvor sulten blev holdt fra døren med en ganske fortrinlig flæskestegssandwich i grillbaren.

Der pågår et større arbejde på havnen, hvor der renoveres og klimasikres. Allerede oppe ved kirken kunne jeg høre de dumpe lyde af maskinen, der hugger løs i de gamle betonkajer - og her nede på havnen kunne jeg så se arbejdet på nærmeste hold.

Ved havnen ligger også et saltcenter med udstillinger og restaurant, og her står også en gammel svingkran. Længere mod nordvest er der bygget store ejendomme med velbeliggende lejligheder med fjordudsigt. Bag disse ligger Mariager-Handest Veteranjernbane, som har remise og værkstedet i Mariager. Gamle tog og vogne står rundt om på skinnerne, og der er en flot perron, som bruges, når de gamle tog kører med passagerer.
 

Jeg gik lige en tur op ad Havndalvej, hvor der bor et par gamle venner fra seminarietiden i Ranum. De var nu ikke hjemme, så visitten hos dem må blive en anden god gang.

Kategori: Efteraar 2023

Kommentarer

  • #1
  • Elly blom
    05-12-2023 13:48
    Vi er hjemme nu, kom bare forbi, Per.
    Flotte billeder 👍


1 

Skriv en kommentar

 
 
Per Lyngby