Musikalske farveller

 

Indledningen på den forløbne uge bød på afsked med såvel et udenlandsk som et dansk musik-ikon.

Op til weekenden blev det bekendtgjort, at guitaristen og sangeren Marty Balin var død. Er man vokset op med 60'ernes og 70'ernes hippiemusik i ørerne, ved man, at Balin var medlem af San Francisco gruppen Jefferson Airplane, som var bannerførere for den såkaldte West Coast musik - en musik, som var noget mere progressiv og politisk bevidst end det, som mestendels lød ovre fra østkysten og det økonomiske centrum i New York.
Jeg har det meste af Jefferson Airplane udgivelser stående på vinyl og hører det jævnligt. I weekenden var der så en anledning til endnu et genhør med Balin og de andre i flyveren.

 

Søndag var det så Kim Larsen, som gjorde de mange andre afdøde musikere selskab i Skt. Peters evigt voksende bigband af rock og popmusikere. For den gode Larsen med den brede flab og de hurtige bemærkninger startede det vel som rock i Gasolin for siden at blive til pop i hans lange solokarriere.
Man kan mene meget om Kim Larsen, f.eks. har jeg altid syntes, at hans kamp for rygerne står i grel kontrast til, at han har nægtet at gå på scenen, hvis de lokale arrangører havde en ølreklame foran scenen. Næppe fordi, den gode Larsen havde noget mod de gyldne dråber, så vel mere et krukket statement fra ham eller hans managment.

 

Uanset det, så formåede Kim Melius Flyvholm Larsen altid at sammensætte en koncert, som gav hans mange fans en oplevelse. Der var de kendte numre, som man forventede at høre, og så lige de der næsten glemte perler, som altid blev hevet op af den uundværlige sixpence. Det betød, at hver koncert var en ny oplevelse - men med så stort et bagkatalog har der også været nok at trække på for sangeren, som i den grad var inspireret af den danske højskole og digteren Frank Jæger, som også blev sat i musik på mini-LP'en 5 Eiffel (Et gammelt cigaretmærke).

Den seneste uge har i høj grad været præget af Kim Larsen i medierne - noget han givetvis selv ville have ment var ganske upassende og overdrevent. For sådan var han også - ydmyg og beskeden med en levevis, som slet ikke afspejlede de mange millioner, han havde stående på kontoen.

Her i huset er der ikke spillet så meget Kim Larsen i den forløbne uge - faktisk slet ikke - men lørdag blev Gasolin sidste LP - "Gør det noget" - trukket ud fra reolen og sat i spin og sommeren igennem har Larsen soloting spinnet lystigt på min lille transportable Philips pladespiller.

Som en pudsig afrunding bemærkede jeg i dag, lørdag, at Nordjyske i sin omtale af de mange mennesker, som fredag gik i optog for at mindes Kim Larsen, havde rubriceret nyheden under “kriminalitet”...

Det ville til gengæld nok have moret den nu afdøde rockskjald.