Ønsker du at kommentere et indlæg, skal du blot klikke på overskriften.
En oversigt med alle blogs og korte beskrivelser kan ses HER
 
-0-

jeff wayne

  • War of the worlds - klodernes kamp
    08-12-2012
    I 1898 skrev forfatteren H. G. Wells science fiction romanen “War Of The Worlds” - på dansk “Klodernes Kamp”. En historie om, hvordan jorden bliver angrebet af fremmede væsener fra Mars, som bestemt ikke er venligtsindede overfor jordboerne. Romanen blev i 1938 omsat til et radiohørespil instrueret af Orson Welles. Trods indledende advarsler og forsikringer om, at der var tale om et hørespil, var der mange lyttere i USA som rent faktisk troede, at der var tale om en virkelig invasion. Der førte til trafikkaos og paniske scener. Man anslår, at omkring 6 millioner mennesker hørte hørespillet, og at op mod en trediedel af dem troede, at en invasion var i gang. Mange andre var oprigtigt bange! Romanen er også indspillet som film, første gang i 1953 og senest i 2005. I 1978 udgav Jeff Wayne en musikalsk udgave af den berømte roman. På dobbel-LP’en medvirkede nogle af tidens store sangere og musikere bl.a. Justin Hayward fra Moody Blues, Phil Lynott fra Thin Lizzy og Chris Thompson fra Manfred Manns Earth Band. Som den gennemgående fortæller havde man valgt Richard Burton, hvilket må siges at være det helt rigtige valg. Hør selv på nedenstående video og vurder, om ikke den mand bare har en fantastisk stemme.... Da jeg boede på kollegium i Ranum i 1980 var der en af de andre, som havde pladen. Siden gik den lidt i glemmebogen hos mig, men med moderne medier kan man i dag finde den på You Tube og på Spotify, hvor den ligger i flere forskellige udgaver. Fremragende. Det er ganske fornøjeligt at høre dette disco-pop-rock- projekt, som byder på mange flotte sange, hvor ikke mindst “Forever Autumn” er blevet en klassiker. Tag et lyt til “War Of The Worlds” på videoen herunder - og husk: Det er kun en historie, så don’t panic!!!  

 
 
Per Lyngby