De politiske uroligheder i Egypten har fået oliepriserne på yderligere himmeflugt. Oliekrise er der ikke, men det kan måske ende med en sådan, hvis tingene eskalerer i regionen.
I vinteren 1973-74 var Danmark ramt af den første store oliekrise. De olieproducerende lande i Mellemøsten fandt ud af, at oliehanerne var et perfekt våben i kampen mod Israel og den vestlige verden.
Pludselig blev benzin og olie til dyre og eftertragtede varer, som ikke blot steg i pris men som også kom til at strømme i reduceret mængde. De glade 60’ere var forbi, og mange steder blev der indført restriktioner for at undgår hamstring og sikre, at forsyningerne slog til..
Statsminister Anker Jørgensen holdt en tale i Middelfart, hvor han tilkendegav dansk støtte til Israel i den aktuelle konflikt. Noget som betød, at Danmark - sammen med Holland - blev hårdest ramt af den arabiske verdens vrede.
Der blev indført “bilfrie” søndage, hvor det ikke var tilladt at køre for menigmand. Den første bilfrie søndag i Danmark var den 25. november 1973. Første søndag, hvor man igen frit kunne køre sig en tur var den 17. februar 1974.
Kun hvis man havde et særligt formål, kunne man få lov at køre ud i den periode. Det gjaldt naturligvis ambulancekørsel, lægekørsel og lignende. Havde man brug for at køre, skulle man være i besiddelse af en køretilladelse, som skulle placeres i forruden på bilen.
En sådan tilladelse havde Falckredder Niels Orla Jensen her i Farsø. Han har gemt den, og jeg har lånt hans scrapbog og scannet tilladelsen ind. Her kan man se, hvordan den så ud med borgmester B. Nielsen Mans underskrift (kan klikkes op i stort).
Jeg husker de bilfrie søndage, hvor det var tilladt at køre på knallert - så det gjorde vil selvfølgelig - og havde vejene for os selv.
Mange ting gik i stå, når man ikke kunne komme rundt. Det satte skub i forskellige initiativer, f.eks. husker jeg en søndag eftermiddag, hvor lokale unge her i Farsø lejede hallen og brugte den til forskellige aktiviteter. Ganske sjovt!
Siden 1973 har der været flere oliekriser, men dog ikke så drastiske, som den første, og ingen af dem med bilfrie søndage til følge. Til gengæld har prisskruen fået et gevaldigt drej nogle gange. Det får mig til at tænke på følgende bemærkning, som faldt på tankstationen forleden:
En bilist nævner de stigende priser, som gør det dyrere og dyrere at tanke. Den anden bilist på tanken svarer tilbage: “Det har jeg nu aldrig mærket noget til - jeg tanker altid for 200 kr.!!
Januar har været lidt af en testperiode med det blogsystem, som er indbygget i min hjemmeside. Alt i alt er de positive ting i overtal, så jeg agter at fortsætte med at blogge på denne måde.
I øvrigt blev januar lidt af en rekordmåned på bloggen, som satte rekord for såvel månedligt antal besøgende som for antal besøgende på én dag.
Den 12. januar havde siden 98 unikke besøgende - måske som følge af, at jeg skrev om en musical på Naturefterskolen i Aalestrup. Det er det hidtil højeste antal på en enkelt dag!
I januar var der 1862 besøg på siden, og dermed blev den hidtidige rekord fra november 2010 slået godt og grundigt, da den bød på 1464 månedlige gæster.
Det nye blogsystem giver mulighed for at skrive kommentarer direkte til det enkelte blogindlæg, det er der allerede flere, som har benyttet sig af. Jeg har også fået et par mails fra gamle Farsøfolk, som udtrykker glæde over at kunne genopfriske gamle minder her på siden.
Så også fremover vil man kunne finde historier fra Farsø før og nu, dog uden at jeg glemmer sidens to andre kerneomåder: musik og foto, som bestemt også vil få deres del af blogkagen.
Tak til alle for kommentarer og mails - og fortsat god læselyst her på thitind.dk.
Den amerikanske sanger Neil Diamond var et ganske stort navn i 60'erne og 70'erne - dog ikke et navn, som sådan rigtig faldt i min smag. Bevares "I'm A Beliver", som The Monkees gjorde til et stort hit, var da et rigtig godt popnummer, som siden også kom med i en Shreck-film! Og så lavede han rigtig flot filmmusik til "Jonathan Livingston Seagull".
På negativsiden tæller "Beautefull Noise" fra 1976, som også blev et stort hit. Bare ikke hos mig. Jeg bryder mig bare ikke om det nummer....
Men så lavede Diamond "Johnny Cash trick'et": Han allierede sig med produceren Rick Rubin - lavede en række flotte albums i en dejlig minimalistisk produktion. Og vandt mit hjerte.
Lyt f.eks. til denne flotte version af "Ain't No Sunshine":
I denne weekend fik familien ny hund: Nemo. En herlig engelsk springer spaniel, som både kan være livlig og legende og rolig og kælen. Kort sagt en rigtig familiehund, som drengene allerede har taget til deres hjerter.
Hedvig og drengene har længe talt om ny hund, medens jeg har holdt lidt igen. Men muligheden bød sig da en kollega stod for at skulle af med en hund, som desværre ikke er jagtegnet, da den er skudræd. Det blev så vores held, og efter de første par døgn virker det til, at vi har fundet HUNDEN.
Med sådan en fyr i huset er der kommet en ny “fotomodel”, som bloglæserne nok ikke slipper for at stifte bekendtskab med i ny og næ. F.eks. skal det blive sjovt at se, hvordan Nemo vil boltre sig på en tur til sommerhuset i Risgårde, som altid har været en herlig tumleplads for alle de hunde, vi har haft i min familie.
Men nu ikke mere bloggeri - et par store brune hundeøjne kigger op på mig. Nemo er klar til at tumle og lege et kvarters tid.
Den østrigske popflødebolle Hansi Hinterseer har efterhånden opbygget sig et navn i Danmark - dog ikke med mig i fanskaren.
Men sjovt nok har Østrigs svar på Jodle Birge nu mindst én ting til fælles med mig - vi har stået på ski på de samme sneklædte pister i Hinterseers hjemland.
Den forløbne uges skitur med efterskolen gik nemlig til Axamar Lizum ved Innsbruck, hvor der har været afholdt vinter OL i såvel 1964 og 1976. I den seneste udgave med Hansi Hinterseer blandt de aktive deltagere for Østrig. Dog uden at han ved den lejlighed kom på podiet, hvor man til gengæld fandt Ingemar Stenmark.
Og det er ganske givet, at Hansi er en betydelig bedre skiløber end mig - til gengæld synger jeg så nok en del bedre end han gør....Jeg brugte bl.a. mine evner som "jodler", når begynderne skulle finde mig på vej ned ad pisterne i tåge!
Dagens blog tager fat, hvor den forrige sluttede. Vi ser på ydmyge spissteder i farsø fra 1970'erne og frem til i dag.
Ved det gamle fodboldstadion ved søen lå der et lille gult ishus, hvor man også kunne få sig en hot dog eller en pose slik. Damen, der drev ishuset, boede i den bungalow, som lå lige overfor. Hvad hun hed, husker jeg ikke, men jeg mener, hendes mand hed Lauritz og at det var ham, som passede stadion. Ved siden af ishuset var byens legeplads, som tidligere rummede en minigolfbane.
Der har også været grillbar i Nørregade - i den ejendom, som i sin tid rummede en tobaks- og vinforretning og som lå placeret mellem Rabøl og urmager Møller Christensen på det, der dengang må betegnes som byens centrale forretningsstrøg. Denne grillbar var så vidt jeg husker i funktion fra først i 80'erne og nogle år frem.
I dag er der ikke længere grillbarer i byen - det nærmeste man kommer en sådan må være madstedet på rutebilstationen. Ellers det pizzarestauranter, som har taget over. I dag er den en sådan på Store Tov, hvor den flyttede til da den gamle boghandel/farvehandel/tøjforretning på hjørnet af Søndergade og Stationsvej blev revet ned. Byens andet pizzeria ligger i Søndergade, hvor der tidligere var bagerforretning og senere autoforhandler.
Skal der lidt mere til, er der en lille bistro i Rådhuscentret og så er der naturligvis det lokale Hotel Farsø (foto), som har såvel a la carte restaurant som selskabslokaler.
Og så skulle også have ligget en lille isbod på Stationsvej - lige overfor Borger&Håndværkerforeningens ejendom "Stiftelsen". Jeg erindrer den ikke, men det er der måske læsere af bloggen, som gør.
Med denne blog skal jeg forsøge at gøre det projekt færdigt, som jeg har skrevet en del om i denne måned: Grillbarer pølseboder og lignende spisesteder i Farsø....
Farsø Cafeteria havde til huse i Nørregade 41, hvor slagter Møller og hans søn Benny sørgede for hotdogs og ikke mindst bøfsandwich til den formidable pris af 2,50 kr. - det var vist i begyndelsen af 1970’erne. Her var også juke box, hvor man kunne høre tidens store hits, bl.a. Kinks med "Lola" og Beach Boys med "Cottonfields", som et par af dem, jeg husker. Enarmede tyveknægte hørte også til inventaret på linie med den obligatoriske flippermaskine, som stort set altid var i gang. Omkring 1971 flyttede cafeteriet til den gamle købmandsgård i Søndergade - mit barndomshjem - og vi flyttede så ind i Nørregade 41, som blev indrettet til privat beboelse. I Søndergade fik cafeteriet meget mere plads med cafeteria i den gamle købmandsforretning og selskabslokaler i vores tre gamle stuer, som lå “en suite” med store skydedøre imellem.
I de seneste dag har vejret artet sig således, at månen har stået flot og rund på himlen. Ikke mindst om morgenen og i det tidlige aftengry byder den sig til som en særdeles fotogen model - omend den virker en smule fuld....
Dette billede af vindmøllen og månen er taget i Holme mellem Farsø og Aars.
Denne hjemmeside har hentet inspiration til sit navn fra et lokalt diskotek her i Farsø. I en tidligere blog skrev jeg om fru Armanns pølsebod lige ved siden af hotellet. Huset i tilknytning til pølseboden var privat beboelse, men blev i 1990’erne omdannet til diskotek.
Så vidt jeg husker, var diskotekets første navn Thit Inn, senere blev det til Cafe Crazy og det var i en periode et meget populært sted. Der var forskellige ejere og forpagtere gennem årene. I dag er der ikke længere diskotek i bygningen, som er ombygget til at rumme administrationslokaler for den lokale institution Solhaven.
Akkurat som Tordenkalven og Storm T har Thit Inn og Cafe Crazy deres egne grupper på Facebook, selv om der ikke er den store aktivitet på nogen af dem.
Mellembygningen ind mod hotellet rummer i dag herrefrisør, som det fremgår af dette billede. Det er taget fra nogenlunde samme vinkel som billedet i bloggen om fru Armanns pølsebod.
Opdateret med lidt flere billeder. Tak til Jesper Hansen, Dovregubben, for foto fra koncerten. Tegningen af Procol Harum er fra de udleverede truthorn - vi var jo til nytårskoncert. Nu kan jeg så prale af, at have spillet med i Procol Harum...
Tirsdag aften var jeg til nytårskoncert i Aalborg. Danmarks Radios Underholdningsorkester, DR’s Vokal Ensemble, Hans Otto Bisgård og sidst, men bestemt ikke mindst, den engelske gruppe Procol Harum.
Jeg har hørt Procol Harum flere gange de senere år, men det var første gang med stort orkester og kor. Noget som bestemt passer gruppens storladne og symfoniske rock særdeles godt. Nu var repertoiret tirsdag aften naturligvis også lagt efter, at der skulle spilles med kor og orkester, bl.a. med numre som Grand Hotel, Fires Which Burnt Brightly, A Salty Dog og naturligvis A Whiter Shade Of Pale, som formentlig 99 procent af de omkring 3000 koncertgæster har danset kinddans til som afslutning på et bal i deres ungdom. I mange år måtte ethvert danseorkester med respekt for sig selv, og deres publikum, have dette nummer på sætlisten!
De ovenfor nævnte numre var OK, men det var nu helt andre numre, som gjorde størst indtryk på mig denne tirsdag aften i Aalborg Kongres og Kulturcenter. F.eks. den bluesbaserede Simple Sister fra albummet Broken Barricades, som her blev leveret i en lettere heavysymfonisk udgave og dertil titelnummeret fra samme LP - meget smukt. Barnyard Stories fra den dystre LP “Home” var også intens og flot, dertil et par numre, som jeg aldrig tidligere har hørt gruppen spille, afslutningsnummeret var nærmest soul.
Gary Brooker og hans folk leverede et flot show - og blev belønnet med stående ovationer af et begejstret publikum. Fuld fortjent.
De seneste tre koncert, som jeg har oplevet med gruppen, har alle været store oplevelser. Dels på grund af de kendte og klassiske numre, men lige så meget for de små overraskelser, der ligger ind imellem, og som hver gang har været vidt forskellige.
Skulle gruppen komme på disse kanter igen, vil jeg være at finde blandt tilhørerne endnu en gang.
PS: Gary Brooker er i dag 65 år og har modtaget den britiske orden MBE.
