Søndag blev brugt til en tur syd for grænsen. Sammen med drengenes håndboldklub var vi i Campushalle i Flensborg for at se Champions Leauge håndbold mellem SG Flensburg Handewitt og spanske Ciudad Real. Med mange danskere på holdet, er Flensborg et spændende hold at se, og stemningen i Campushalle, „Hölle Nord" , var ganske forrygende.
Sådan en bustur med så mange unge mennesker, og en del forældre, skal naturligvis den traditionelle tur omkring grænsekioskerne. Et sted, der får mit hjerte til at slå hurtigere og sveden til at pible frem. Jeg har det simplethen skidt med at gå rundt mellem folk, som dynger kassevis af øl, sodvand og slik på de overdimmensionerede indkøbsvogne. Jo vist, der er penge at spare, men jeg tror bare, at folk køber meget mere, end de reel har behov for i disse indkøbsmekkaer. bare fordi det er billigt. Men så billigt er det vel helle ikke. Går man efter de gode tilbud herhjemme, tror jeg såmænd nok man kan spare næsten det samme, uden at skulle bruge tid og brændstof på en tur til grænsen.
Men tilbage til den imponerende Campushalle, som stod færdig i 2001 og har plads til 6500 tilskuere - og den er stort set fyldt op hver gang, SG spiller på hjemmebane. Specielt nordtribunen, som har ståpladser, skaber stemning. Det er her hardcore-fans har plads og skaber stemning med sange, klap, flag og bannere. Helt fantastisk bliver det, når de råber “Flensburg” og sydtribunen svarer igen med “Handewitt”.
Trods skader hos Michael Knudsen og Thomas Mogensen var der stadig masser af dansk islæt til søndagens kamp: Lasse Boesen, Anders Eggert og Lasse Svan Hansen. Og de tre gjorde det sammen med den svenske målmand Dan Beutler ganske godt. 19 danske mål, 9 af Eggert, og et utal af redninger fra Beutler var med til at afgøre kampen, som SG efter en spændende afslutning vandt med 25-23.
Efter kampen stillede spillerne velvilligt op til autografskrivning - sympatisk og fint, at man vil bruge tid på dem, der er med til at betale ens løn. Her kunne en dansk troubadur med efternavnet Larsen lære en del...
Fredag aften kom jeg sent hjem fra efterskolen efter at have gennemført de traditionelle forældresamtaler med mine kontaktelever og deres forældre.
Fjernsynet sådan en fredag aften byder jo på X-factor, afgørelsen, hvor det til slut er dommerne, som skal vælge, hvem af de sidste to, der henholdsvis skal blive og sendes ud af programmet. Her lægger man så et (indstuderet..?) skænderi ind mellem Pernille Rosendahl og Thomas Blachmann. Noget skal man jo gøre for at få god spalteplads i medierne i de kommende dage. Gryden skal holdes i kog til næste fredag, og da kunstnernes niveau vel ret beset er middelmådigt, så må man jo finde andre (x)faktorer, som kan holde interessen fanget.
Nå, det var en lang indledning til det, som denne blog skal dreje sig om. Det skal nemlig handle om “While My Guitar Gently Weeps”, et flot Beatlesnummer, skrevet af George Harrison og med Eric Clapton på en forrygende guitar. Han var den første gæstemusiker, som for alvor fik lov at komme med på et Beatlesnummer.
Aftenens x-factorsangerinde gav sin version af nummeret - ikke overbevisende efter min mening. Slet ikke, når man ser nedenstående fire meget forskellige versioner af nummeret, som alle er leveret med meget mere sjæl og indlevelse.
Først originalen, så en flot version med Carlos Santana, Dernæst en tredje version, som Blackbirds-guitarist Lassen Stefansen, har introduceret for mig. En version med ukulele. Og endelig en version fra Bangladesh-koncerten, som Harrison var foregangsmand for i 1971.
Selv om vi har fået ny hund, kan gode gamle Zico, som vi havde fornøjelse af i mange år, stadig gøre sig gældende. Vi har nemlig en lang række billeder af den gamle golden retriver, som derved netop har sikret lidt ekstra godbidder til sin efterkommer her i huset. springer spaniel’en Nemo.
Før jul vandt jeg fuglefoder i en konkurrence på Land&Fritids Facebookside, og nu har de så en konkurrence, hvor man kan indsende fotos af kældedyr.
Det gjorde jeg så med dette billede af Zico, som også ved tidligere lejligheder har været brugt i fotokonkurrencer - og vundet.
Så herfra - og fra lille Nemo - en tak til Zico, som sikkert ligger og gnaver på et godt kødben i sin hundehimmel...
I en tidligere blog tog jeg læserne med på en tur ned langs barndommens gade i Søndergade her i Farsø. Det kastede flere positive reaktioner af sig, så her kommer lidt mere - dog med knap så mange fotos.
Det store foto her til højre (kan klikkes større) viser den nordlige del af Søndergade, som bliver til Nørregade lige ved den høje bygning til venstre - den har tidligere rummert forskellige ting som boghandel, farvehandel, tøjbutik og pizzeria. I dag er bygningen revet ned og har givet plads til byens nye centrale torv, som kommunale embedsmænd i deres store visdom har døbt Store Torv!
Lige foran den bygning ligger en barak, som indeholder Andelsbanken. Barakken forsvandt og Andelsbanken flyttede over på den anden side af gaden til et lidt mere solidt murstensbyggeri til højre i billedet, hvor man kan ane buskene fra den gamle præstegårdshave. Det er dog flere år siden, at den bank, som senere blev til Unibank og senere igen Nordea Bank, lukkede fillialen i Farsø.
Næste bygning er den gamle kiosk - også den er i dag revet ned. I den gamle bygning havde Studstrup en lille kiosk, som senere blev udvidet betragteligt med bygningen med det flade tag. Det blev en stor og moderne kiosk med aviser, blade, slik og senere udlejning af videofilm.
Til højre i billedet kan man se skilte, som viser ned til den nye brugsforening bag præstegården. Senere blev præstegården, desværre, også revet ned, og sidenhen er der opstået et stort indkøbscenter på stedet. Det har så til gengæld måske reddet Farsø som handelsby, da man på den måde skiller sig ud fra nabobyerne her i Vesthimmerland.
Vi er formentlig omkring 1974, hvor Brugsen flyttede fra Søndergade til den nye placering. Det understøttes også af bilerne, den lille Morris Mascot, den noget større Volvo 142 og den mellemstore Opel Kadett, som alle ligner modeller fra netop den periode.
I baggrunden ser man Nørregade med Sparekassens karakteristiske tårn. Senere vil der komme en blog om denne gade, hvor jeg også boede en kort periode lige omkring min konfirmation.
Lørdag bød på kulde og høj sol. Det benyttede vi os af til at lave en lille hurtig formidddagstur til sommerhuset i Risgårde.
Det var så også første gang, at vores hund Nemo skulle med ud til dette herlige fristed, som ligger langt fra alfarvej og med 1 kilometer til nærmeste nabo. Til gengæld er der kun 100 meter til Limfjorden, og i det hele taget er området et Eldoardo for en hund, som har brug for at brænde noget energi af. Og det har Nemo!
Første tur til vandet bød på en forsigtig hund, som lige skulle se det nye område an. Men da han først følte sig hjemme, blev der leget, løbet og “strukket” igennem. Ingen tvivl: Akkurat som familiens mange andre hunde, har Nemo taget “fedet” til sig. her skal nok blive sjovt at komme fremover.
Inde i huset fik vi tændt op i brændeovnen, og medens vi sad og nød den skarpe sol og varmen, som bredte sig, slappede Nemo af i gangen, hvor dampen stod op fra den varme krop.
Vel hjemme igen, kunne den firbende tage sig en velfortjent slapper i kurven.
I dag fylder Thomas 13 år, og dermed får huset sin første teenager!
Med teenagealderen begynder en ny epoke i knægtens liv så småt. Allerede efter sommerferien gælder det en ny klasse, når områdets 7. klasser samles på Farsø Skole, hvor der oprettes 4 klasser på denne årgang.
Når man går i 7. klasse skal man også konfirmeres - det kommer til at ske den sidste søndag i april 2012 for Thomas’ vedkommende. Han kommer til at blive konfirmeret sammen med de klassekammerater, han har nu i 6. klasse, hvilket er meget fint.
Den unge mand har været til det første alkoholfrie diskoteksarrangement i hallen, han er blevet hjælpetræner i håndbold og vi skal til at have fundet en efterskole, som passer til hans interesser. Jo, han er i sandhed på vej ind i ungdommen.
Herfra skal der lyde et stort tillykke, Thomas. Håber du får en rigtig god dag!
Forud for dagens medarbejdermøde her på efterskolen blev der lige snakket lidt musik med min gode kollega, Stig.
Snakken kom til at dreje sig om Supertramp - et godt band, som havde deres storhedstid i 1970’erne og lidt ind i 80’erne. Flotte melodiøse numre, som blev båret af en god lyd med akustiske guitarer og keyboards godt fremme i lydbilledet.
Den ene af gruppens to sangere, Rodger Hodgson, har lavet denne flotte version af et af gruppens bedste numre. Titlen er meget passende, når man nu sidder her på skolen:
Søndag fik rockhimlen endnu en guitarist til sit store jamband. Den nordirske blues- og rockguitarist Gary Moore døde på et hotel i Spanien. Han blev 58 år.
Det var vel med hittet "Still Got The Blues" fra 1990, at Gary Moore opnåede sit største hit - og kom ud til de bredeste publikum. Han var dog i forvejen kendt som en bundsolid guitarist - ikke mindst for sin medvirken i Thin Lizzy. Her var det bærende element sangeren og bassisten Phil Lynott, som Moore nu genforenes med på den anden side. Lynott døde i 1986.
Moore fylder ikke meget på mine plade- og CD-hylder, men jeg har ham dog på en liveudgivelse med Thin Lizzy. Så lad os mindes ham med denne legendariske gruppe, som slet ikke havde noget dårligt omdømme...
I dag forlod vi den lokale matrikel, da vores nye hund skulle luftes. I stedet gik vi på stadion, hvor der er god plads til at træne og lege. Og lege, det skal den, den lille Nemo, som har masser af energi i kroppen.
Fordelen ved at overtage en næsten voksen hund er bl.a. at den allerede er trænet i grundlæggende færdigheder, så som “sit”, “dæk”, “plads” o.l. Til gengæld skal han trænes lidt i at gå i snor - han er ivrig og vil gerne frem. Det skal han også, men ikke med os hængende bagefter...
Stadion var næsten oversvømmet, men det forhindrede os ikke i at lege med bolden, som blev hentet og afleveret med stor glæde af Nemo. Vandet stod om ørerne på ham, når han spurtede rundt. Sjovt og herligt.
Efter en halv times sjov på fodboldbanen gik vi atter hjemover, hvor en ret beskidt hund lige skulle tørres i pelsen, før den kunne komme op i kurven.
Kameraet var med på turen, så her følger et par skud, hvor autofokussen er sat på prøve, når rakethunden skal fanges.
I forbindelse med indscanning af en stak billeder fra det lokalhistoriske arkiv her i Farsø, fik jeg i aften lejlighed til at vandre en tur i barndommens gade. Søndergade i Farsø.
De brune kuverter åbenbarede en række herlige billeder, som bragte mange minder frem.
Her var Studstrups lille bladkiosk helt oppe ved baneoverskæringen. Der var ikke meget plads blandt aviser, blade, tobak og slik. Det ændrede sig dog, da kiosken blev renoveret og udvidet og derefter fremstod som en af de største og mest moderne kiosker, om ikke i Danmark, så i Vesthimmerland!
Lidt længere nede ad gaden fandt man Torvet med administrationsbygningen, og lige ved siden af Kino Teateret - byens biograf og et sandt mekka for os børn op gennem 60’erne. Jeg fik senere selv job i biografen, hvor jeg i flere år var filmoperatør.
Rundt om hjørnet lå banken med sin buede facade, og lige ved siden af fandt man en af byens herrefrisører, barber Bloch. Det var nu ikke her, jeg fik studset håret, det klarede frisør Marcussen lidt længere nede ad gaden, næsten ved siden af hvor vi boede.
På hjørnet af Søndergade og Skolegade lå to vigtige forretninger, en bagerforretning og en elinstalltør. I den første købte jeg i barndomsårene slik, kager og is. I den anden købte jeg i de spirende ungdomsår mine første grammofonplader: Præiens Skrappe Drenge, Black Sabbath og Bladbirds på single. Og når det gik vild for sig, bestilte man en LP hjem, min første var Willy And The Poor Boys med Creedence Clearwater Revival.
Lidt syd for købmandsgården, hvor jeg boede i flere år, ligger dyrlægegården. Her kom jeg meget i den store børneflok, som bl.a. talte Axel, Lars, Karen og Ole. Den flotte bygning ligger der stadig, som en af de få arkitektoniske perler, der er tilbage i byen.
Nede ved mejeriet var der et lille mejeriudsalg, hvor man også kunne købe mange lækre sager - en overgang var lakridsrod det helt store hit...
Endelig er der lidt længere nede Lago Tar - et spøjst navn til et hus i Vesthimmerland. Navnet skulle vist stamme fra en ejer, som havde hentet inspiration til navnet i Argentina.
Der var mange flere billeder i stakken, men jeg tror, vi stopper den lille vandring på Memory Lane her. Tak fordi du gik med!
