En tåget mandag formiddag var det tid til tredje etape af hund og herres tur rundt i vesthimmerlandske byer. Denne gang gjaldt det Ullits, som har et indbyggertal omkring de 280.
Ullits, som ligger på landevejen mellem Farsø og Hvalpsund, er en by, som er opstået omkring jernbanen, som i 1910 blev åbnet på strækningen mellem Aars og Hvalpsund og dermed forlængede den bane, som i forvejen gik til Aars fra Aalborg.
Det oprindelige Ullits, som vi i dag kender som Gl. Ullits, lå for langt væk i forhold til banens forløb, og derfor blev der bygget en station ca. midt imellem Foulum Kirke og det gamle Ullits. Den nye by fik navnet Ullits Stationsby, men er efter banen blev nedlagt i 1969 bare gået under benævnelsen Ullits.
Midt i byen ligger den gamle station, som for mig at se, er en af de smukkest bevarede på strækningen mellem Aars og Hvalpsund. Den ligger der med hovedbygning, den gamle toiletbygning og en træbygning mod syd. Alle stationerne på den strækning blev tegnet af Aalborg-arkitekten Einar Packness - og de eksisterer stadig, med undtagelse af den i Farsø, som blev nedrevet sidst i 1970’erne. Desværre.
Ved siden af stationen kunne man i 2013 indvi et nyt sognehus, som vedkender sig tilknytningen til stationsbyen, da arkitekterne har ladet en aula mellem to bygninger ligge lige der, hvor jernbanesporet gik. Sporet er også markeret på gulvet i aulaen og på flisegangene på begge sider af huset. Godt tænkt!
En lille sjov anekdote om navnet Gl. Ullits. Vi var nogle gutter, som på et tidspunkt tilmeldte os til en indefodboldturnering i Farsø under navnet Gl. Ullits. Stævnespeaker Jens Røschmann introducerede holdet til første kamp som Glade Ullits..
I stationsbyen opstod der hurtigt et forretningsliv med handlende og håndværkere af forskellig slags. Den lokale sparekasse for Ullits-Foulum og Louns Alstrup blev i 1929 flyttet til Ullits, hidtil havde den haft til huse i Alstrup. I Ullits lejer man sig først ind i lokaler på missionshotellet, men i 1939 kan man indvi sparekassens egen bygning i hovedgaden. Sparekassen blev senere lagt sammen med Farsø Sparekasse, som bevarede afdelingen i Ullits som en filial. I dag er bygningen i privat eje og indrettet med lejligheder.
Der gik en del længere tid, inden skolen blev bygget. Det skete først i 1961 som en centralskole for de tidligere skoler i Foulum og Gl. Ullits. Senere kom også Svingelbjerg Skole ind under Ullits, og da Louns-Alstrup Skole i Hvalpsund lukkede i 2011 blev eleverne flyttet til Ullits. I dag er skolen en velfungerende landsbyskole med landsbyordning. Den er dog på grund af et forholdsvis lavt elevtal også er med i kommunens sparekatalog på skoleområdet sammen med skolerne i Gedsted, Vester Hornum, Vestrup og Ranum.
Ved skolen ligger også byens fodboldbane. I 60’erne huserede de lokale boldatleter her, indtil klubben i efteråret 1973 blev lagt sammen med Farsø IK - den nye klub fik navnet Farsø-Ullits IK - i daglig tale FUIK. I de første år blev spillere transporteret både fra Ullits til Farsø og den modsatte vej, da man både trænede og spillede kampe i begge byer. I dag foregår alle aktiviteter i klubben dog i Farsø.
Det var faktisk her på Ullits Stadion, at jeg var tæt på at få min eneste førsteholdskamp i min ydmyge fodboldkarriere. Jeg blev vist indkaldt som yderste reserve, da førsteholdet i serie 2 en lørdag i oktober 1977 skulle møde B52 på Ullits Stadion. Jeg stillede op sammen med de øvrige spillere, dommertrioen og de trofaste tilskuere - med modstanderne dukkede aldrig op. I B52 havde man taget fejl af datoerne og troede at kampen skulles spilles søndag. Kampen blev aldrig spillet og Farsø-Ullits IK vandt uden kamp.
Ved skolen og stadion ligger Ullits Minihal, hvor der bl.a. dyrkes gymnastik og spilles badminton.
Byens gamle missionshus fungerer ikke længere som sådant - det er i dag medborgerhus, hvor der bl.a. holdes fest o.l.
Vores tur rundt ad gader og stræder viste, at der ikke længere er industrivirksomheder i Ullits, som tidligere havde møbelfabrikker, snedkerier og mejeri. Azalievej vidner også om, at her en gang har været et gartneri. I dag er der en fiskehandel og en lokal købmandsbutik i Ullits.
Fiskehandelen ligger i øvrigt der, hvor der tidligere lå et afholdshotel, som senere blev et hotel med alkoholbevilling. Jeg har været til ungdomsbal på stedet, hvor det lokale band Bounty spillede. Hotellet brændte ned, og i de nye bygninger er der i dag fiskeforretning med fiskebiler, som kører rundt og sælger i byer i Nord- og Midtjylland.
På vores tur kom vi gennem det lokale lystanlæg, som er et typisk fænomen for mange af de stationsbyer, som opstod omkring århundredeskiftet mellem 1800- og 1900-tallet. Her kunne byens borgere mødes og lave forskellige aktiviteter - og ganske typisk er her også en mindesten for genforeningen i 1920.
Ved siden af anlægget er der et busstoppested med et meget karakteristisk og futuristisk læskur, “champignonskur”, som nok er fra 60’erne eller 70’erne. De er i øvrigt designet af Poul Cadovius, som også stod for de ikoniske Royal væg-reolsystemer, som blev introduceret i 1950’erne - dem med bøjlerne.
Tilbage ved bilen viste tælleren 6,2 kilometer, nu er vi spændte på, hvor mange kilometer, vi kan presse ud af Strandby på næste etape.
Anden etape på min og Nemos vesthimmerlandske vandretur i lokale bysamfund løb af stabelen en solbeskinnet sidste mandag i januar. Denne gang var målet Gedsted, som ligger tæt på Limfjorden, hvor Lerkendfeldt Å har sit udløb. Byen har ca 850 indbyggere.
Vi parkerede ved hallen, som er en af de ældste i Vesthimmerland, den blev indviet i maj 1963. Hallen rummer i dag idrætshal, mødelokaler fitnesscenter og cafeteria. Og så holder man her i Gedsted ved de gode gamle Bankospil - det sker hver søndag og er efter sigende et af største af slagsen i Danmark.
Ved siden af hallen ligger byens stadion, som også er en “Heliport”, altså en helikopterlandingsplads. Port’en blev indviet i 2017 og kan bruges af bl.a. private helikopterfirmaer, som har specialiseret sig i at flyve erhvervsfolk og andre interesserede mellem landsdelene. Hvor meget pladsen i Gedsted er blevet brugt, ved jeg ikke, men den er der!
På Gedsted Stadion indtraf et af min ydmyge fodboldkarrieres lavpunkter i slutningen af 1980’erne. Her løb jeg nemlig ind i det eneste kort, som jeg har fået i en fodboldkamp - og så var det endda direkte rødt! Min forseelse med at hægte en modstander bagfra var helt klart til den straf, så uanset omstændighederne i øvrigt, var der ikke noget at komme efter. Hvor meget fodbold, der spilles i Gedsted nu om dage, er jeg i tvivl om. Klubben er gået sammen med naboerne i Fjelsø, og et klik på DBU’s side fortæller, at det fælles hold sluttede sidst i deres pulje i serie 5 i efteråret 2022 med 0 point og en målscore på 6-20.
Vi gik forbi byens kirke - en romansk kirke fra 1100-tallet med et lille tårn, som nok er et par hundrede år yngre end selve kirken. Som noget usædvanligt for en landsbykirke har den et klokkespil, som hver dag klokken 12 spiller “Dagen går med raske fjed” - en fin kommentar til min og hundens daglige traveture..
I et af byens villakvarterer mødte vi en gammel nabo fra mine tidlige drengeår, Ernst Christensen, hvis lillebror Søren, jeg gik i klasse med. Ernst har kun boet 2 steder i sit liv, i Søndergade 32 i Farsø og så i 1973-villaen i Gedsted. Han kunne anvise os en fin tur bag om villakvarteret, hvorfra vi havde en fin udsigt ud over Louns Bredning, inden vi igen ramte byens gader.
I det centrale Gedsted finder man faktisk flere flotte murermestervillaer. Byen var startstedet for cykelfabrikken “Jyden”, som efter 3 års virke flyttede til nabo- og stationsbyen Aalestrup, som vi gik i sidste uge, hvor vi kom forbi den gamle fabrik, der i dag er indrettet til cykelmuseum.
Lige overfor, hvor Jyden startede, ligger Gedsted Mejeri, som stadig er i funktion og producerer blåskimmelost for Thise Mejeri. Ved siden af mejeriet ligger "Den gamle foderstof", som i dag er en populær cafe med god brunch, is og meget mere.
Cykelfabrikken Jyden startede i Gedsted, men flyttede senere til Aalestrup.
Til gengæld ligger den gamle madrasfabrik Getama stadig i Gedsted. Her lavede man i sin tid madrasser med fyld af tang fra den nærliggende Limfjord. I dag produceres der kvalitetsmøbler designet af bla. Hans J. Wegner på fabrikken, som dog er flyttet lidt uden for byen.
Midt i Gedsted finder man et stort og imponerende bevis på netop tilknytningen til Getama. På torvet er der opsat en kæmpemæssig Wegner-stol, hvorunder man kan sidde i læ ved borde og bænke. Et gavlmaleri ved siden af henviser til geden i bynavnet.
På byens torv er man ikke i tvivl om, at Getama laver møbler.
På vejen ud af byen mod Aalestrup er der en 26 meter høj silo med et par imponerende kunstværker udført af hollandske Joram Roukes, som med sine spraydåser har frembragt en flot isfugl og en ged på den førhen så kedelige silo.
Sidste etape gik via villakvarteret bag skolen forbi Gedsted Skole, som er en lille landsbyskole med musikprofil. Måske er det derfor, at der er opstået flere bands i byen, bl.a. senpunkerne Freshly Riots, som i 80’erne udgav bånd og plader på eget selskab, Bondeskiver. Gruppen optrådte i 1985 på Roskilde Festival, og de er også med i mit lille lokale rockleksikon.
Skolen er også rammen om “Vennepunktets” aktiviteter - en lokal paraplyorganisation, som arrangerer koncerter, teater og fællesspisning i skolens aula.
Fra skolen, som i øvrigt er med i Vesthimmerlands Kommunes sparekatalog og derfor truet af lukning, gik det over vejen og til hallen, hvor herre og hund igen satte kursen hjemover med 7,5 kilometer i fødder og poter.
Billederne fra dagens tur er taget med et af mine første digitale kameraer, et Konica-Minolta A2 fra 2003-04. Det holder ikke batteri så længe, så mobilen måtte også i brug i dag.
Næste uge forventer vi at smutte en tur til Ullits.
Sammen med den 13 og et halvårige Springer Spaniel Nemo har jeg sat gang i et forårsprojekt: Vi vil hver uge vælge en ny vesthimmerlandsk by, som vi gennemtraver på kryds og tværs, så vi kommer på mindst de 6 kilometer, vi har som mål for vores daglige gåture. De øvrige dage gennemtraver vi Farsø eller naturen i omegnen.
Forleden tyvstartede vi sammen med fruen i Hvalpsund, hvor vi har gået mange ture, men som regel ved havnen og ude i naturen. Nu gjaldt det byen med stier og villaveje. På den måde fik vi set sider af havnebyen, som vi ikke har set før: Mosevangen, Solitudevej, Teglvænget, Skrænten, Solbakken, og Højvangen. Nye og gamle kvarterer med hver deres særpræg og arkitektur - mange af de ældste huse er overgået til nye generationer og har fået en kærlig modernisering.
Tirsdag gjaldt det så Aalestrup, som ligger yderst i den sydøstlige del af Vesthimmerlands Kommune, som er opstået af de tidligere Løgstør, Farsø, Aars og Aalestrup Kommuner. Med den lille tvist, at en del af Aalestrup Kommune blev en del af henholdsvis Viborg Kommune og Mariagerfjord Kommune ved kommunalreformen i 2007 - der var vist noget med en skolelukning, som satte sindene i kog dengang.
Byen ligger ved Simested Å med den største bebyggede del på nordsiden af åen, og der bor i dag ca. 2800 mennesker.
Danmarks Cykelmuseum har til huse i den gamle direktørbolig for Cykelfabrikken Jyden.
Aalestrup er en typisk stationsby, som er opstået omkring slutningen af 1800-tallet. Den blev et centralt jernbaneknudepunkt for banerne fra Hobro–Aalestrup-Løgstør og Viborg-Aalestrup-Løgstør. Placeringen tæt ved Simested Å gjorde stedet oplagt, da der skulle laves en passage over åen. Den gamle jernbanebro over åen er der stadig.
Som så mange andre byer har Aalestrup gennemgået en forvandling, hvor det gamle hovedstrøg med de mange forretninger langsomt er blevet decimeret, så der i dag står flere lokaler tomme, hvis bygningerne da ikke er brugt til andre formål.
Byens kreaturslagteri har dog klaret sig, og klarer sig fortsat godt og er i dag et stort brand under navnet Himmerlandskød. Man rykkede sidste år ud fra centrum af byen til et nyt og moderne kæmpeslagteri ude ved ringvejen. En stor arbejdsplads, som også har en afdeling på det gamle mejeri i Farsø.
Aalestrup Kirke er opført i 1908 men måtte ombygges allerede i 1923, da fundamentet var fejlkonstrueret.
På vores vej gennem Aalestrup kom vi naturligvis forbi det gamle slagteri, ja vi parkerede faktisk lige ved siden af det. Herfra gik vi til villakvartererne syd for hovedgaden, hvor man også finder byens gamle vandtårn. Videre mod vest ud mod folkeskolen og idrætsanlægget, som vi også gik syd om for at ende ude i noget af det nyere boligbyggeri. Vi krydsede hovedgaden ved Falckstationen og gik gennem de nyeste villakvarterer, hvor der var gang i flere nybyggerier. Via stier ramte vi den gamle jernbane, som i dag er vandre- og cykelsti fra Viborg til Løgstør. Ved den gamle station trak vi ind i en lille skov, hvor der er en fin lille hundeskov, som var godt besøgt denne formiddag. Videre til et villakvarter, som formentlig er fra slut 50’erne og 60’erne. Her er bl.a. karakteristiske rækkehuse, som boligforeningen vist står for. De ser ganske charmerende ud, men trænger vist til en gennemgribende renovering indenfor.
Gravplads og mindesmærke for allierede flyvere.
På vores vej traf vi et ægtepar, hvis 3 døtre jeg har haft som elever på efterskolen, og de kunne guide mig til en sti ud til Aalestrups østlige udkant, hvor der ligger en naturefterskole med flere gamle kolleger blandt medarbejderne. Vi rundede skolen og gik igen syd for hovedgaden, hen forbi Aalestrup Private Realskole, som blev stiftet i 1904, forbi kirken med mindesmærket og gravpladsen for 14 allierede flyvere, der var besætninger på maskiner som styrtede ned på egnen under besættelsen. Til slut forbi Danmarks Cykelmuseum og Knabergården, som er bibliotek og kulturhus med teater og biograf og tilbage til udgangspunktet ved det gamle slagteri.
Aalestrup Realskole er fra 1904.
Skridttælleren havde rundet de 10 kilometer, så det var en træt hund og herre som satte snuderne hjemover til en lille forfriskning og lidt afslapning.
Jeg kunne snildt bruge min telefon til fotos, men i dag tog jeg for nostalgiens skyld et gammel Nikon Coolpix 5600 med - ikke at det tager bedre billeder, men det er lidt sjovere...
I 1980 blev MF Hvalpsund, som sejlede mellem Hvalpsund og Sundsøre taget ud af drift og erstattet med en anden færge efter mere end 50 års tjeneste på sundet mellem Himmerland og Salling.
Den gamle og udtjente færge skulle dog få et nyt liv i Caribien, hvor den kom til at sejle mellem øerne i 10 år, før den til slut endte på bunden af havet. I dag er den et yndet mål for dykkere, som tager ud fra øen St. Martin.
Turen til Caribien blev indledt på et værft i Aabenraa, hvor der blev monteret bovporte på færgen, så den var rustet til den udfordrende tur over Atlanten. Herfra gik turen til Dover, hvor færgen blev lastet med gamle lastbiler og kakaomælk, som skulle med til de caribiske øer. Der findes ingen beretninger om turen over Atlanten, men museet Sundsøre Pakhus har været i kontakt med sejlere, som kunne berette om Hvalpsunds skæbne under varmere himmelstrøg.
MF Hvalpsund en vinterdag omkring 1970, foto Orla Jensen, Farsø.
Det kan i øvrigt undre, at der ikke er skrevet om turen over Atlanten, for et af besætningsmedlemmerne skulle angiveligt være Birgitte Støttrup, som havde taget orlov fra Skive Folkeblad for at sejle færgen sammen med to andre danskere: Holger Birk Jensen, Skive og Tom Jakobsen fra Thyholm, efter at den oprindelige besætning havde afmønstret og nægtet at deltage i sejladsen.
Om det var disse tre, som kom til at sejle færgen til Caribien er derfor lidt usikkert, men det er sikkert og vist, at færgen ændrede navn til “HVALP”, det var let bare at male de sidste bogstaver i det oprindelige navn over!
I Sundsøre er der et lille pakhus, som rummer et museum om færgefarten og den lille jernbane, som kun bestod af få hundrede meter spor på Sallingsiden. Det er museet, som har gravet historien om Hvalpsunds skæbne frem, og den er senere beskrevet i artikler Skive Folkeblad, senest i 2017, hvor man endelig kunne fastslå færgens skæbne.
Artiklens forfatter skriver bl.a. i en artikel, at et dykkerfirma benævner vraget som Lucy’s Barge. Få dage senere skriver samme journalist en nogenlunde enslydende artikel formentlig i et tillæg af en slags, men her bliver hun nok påvirket af nutiden, idet hun nu skriver, at vraget kaldes Mary’s Barge…Her har den nuværende færges navn vist spillet journalistens hjerne et puds...I øvrigt blev Hvalpsund erstattet af en ny Limfjorsfærge, der fik forgængerens navn efter at have heddet Sallingsund og været indsat på ruten mellem Salling og Mors. I 2006 blev denne færge erstattet af den nuværende færge, Mary, som til forskel fra sine forgængere selv har broklapperne med, når hun går i havn.
Man kan læse artiklerne om færgen på Farsø Lokalhistoriske Arkiv, som har fået kopier fra det Lokalhistoriske Arkiv i Sundsøre. Man skal klikke på pilen ved “Kilder”, så dukker der et link op til en pdf med artiklerne. Se dem HER
Dykkerfirmaet Dive Buddy på St. Martin har delt en lille video, hvor man kan se de sørgelige rester af den gamle træfærge, som der ikke er meget genkendeligt tilbage af.
Anmeldt af Per Lyngby Fotos: Nyhedsredaktionen på HCI
Onsdag formiddag var jeg til intet mindre end verdenspremieren på julemusical’en “Ingen jul - i Australien” opført af eleverne på min gamle efterskole, HCI i Haverslev.
Jeg fulgtes med den ene af mine to gamle forstandere, Søren Troelsen, på vej ind i hallen, og han bad mig vente lidt, inden jeg gik ind. Så gik Søren ellers i forvejen og fortalte eleverne, at der var en anmelder på vej ind….Og så må jeg jo hellere følge den spøg til dørs ved at komme med en anmeldelse af noget, som jeg selv har været en aktiv del af gennem flere år i min tid på HCI.
Ideen bag musicalen er, ud over at lave en forestilling, at skabe fællesskab mellem eleverne i en anden ramme end idrætten, som i det daglige fylder meget på en af landets første idrætsefterskoler. Alle elever er derfor involveret i projektet, hvor man arbejder med sektioner, som har forskellige ansvarsområder: Skuespil, sminke og kostumer, musik og sang, sceneopbygning, kulisser, performance, skyggespil, nyhedsredaktion, lyd lys og tech og så det uundværlige “Holdet i ryggen”, som i det daglige hygger om de andre med hjemmebag og andet godt.
Ved indgangen bliver man sluset igennem redskabsrummet mellem de to haller. Her er der opbygget forskellige bemandede tableauer med relation til stykket - en surfer forsøger at holde balancen på sit bræt, der er en cocktailbar, hvor man får serveret friske drinks og i næste rum møder man bilsælgere foran et gammel folkevognsrugbrød, inden man til slut passerer nisseloftet, hvor der guffes grød i store mængder. Ved indgangen til hallen, hvor scenen findes, står en noget oppustet julemand og ønsker Glædelig Jul. En fin optakt til stykket.
I hallen er der opbygget flere scener: En til bandet ude til højre og midtfor hovedscenen flankeret af et lille høloft. Til venstre for det findes skærmen bag hvilken skyggespillerne huserer og helt ude til venstre en lille scene med en bænk. Rundt om er der malede kulisser, så hele hallen er dækket på den lange led.
Skuespillet på scenen flyder i et godt flow - aktørerne er tydelige i deres udtale, og musikken supplerer flot med juleprægede klassikere fra poppens verden. Skuespillet på scenen afveksles af forskellige skyggespil, hvor man må imponeres over elevernes evne til at få deres kroppe til at ligne juletræer, rensdyr og cykler, blandt meget andet. Performance-holdet imponerer med dans og spring på airtracken foran scenen og midt i forestillingen sniger en flok nisser sig rundt blandt publikum og laver løjer - en sagesløs tilskuer på første række bliver hevet på scenen og udsmykket som et juletræ - det nærmer sig totalteater!
HCI’s juleforestillinger har i mange år haft ry for at indeholde mere død og ødelæggelse end jul, men i 2022-udgaven har stykkets forfatter, Stig Ottesen, som i parentes bemærket er inkarneret julehader, formået at kreere et rigtigt julestykke med to familier, der må gå grueligt meget igennem, før nisserne træder i karakter og redder julen, som så ikke kommer til at foregå i Australien eller at blive skubbet til side til fordel for en ny bil.
Alt i alt en anbefalelsesværdig forestilling, hvor der ved premieren kun var småting at sætte fingre på. Man fornemmer, at der er kommet ny konsulent på tech-holdet, som ikke havde helt styr på slides og overgange, men til gengæld havde skabt fine lydeffekter. Den nye konsulent kunne dog betro den gamle (!), at fejlene ville blive udbedret inden anden og tredje forestilling.
Har man fået lyst til at se “Ingen jul - i Australien”, er det for sent - den havde nemlig første og eneste spilledag onsdag, hvorefter alt blev pillet ned og eleverne sendt på juleferie.
I den sydlige udkant af Farsø står der en mindesten over forfatteren Johannes V. Jensen, som er født og opvokset i Farsø, hvor hans far var dyrlæge. Stenen står på et område med tre gravhøje, Ravnehøjene (Jeg husker fra min barndom, at der ved Vestervang også var en vej, der hed Ravnhøjvej, den eksisterer ikke længere), og blev i sin tid sat op på et lyngklædt hedeområde på en bakke, som skrånede ned mod byen.
Siden afsløringen af stenen i 1960, har området, og byen, gennemgået store forandringer, ja i perioder har stedet været vokset til i krat, så den oprindelige plan med at placere mindestenen på et naturområde, som mindede om det, der var på egnen i Johannes V. Jensens barndom. ikke fungerede. I dag er der dog ryddet, og området ligner så småt det, som man i sin tid havde tænkt sig. Dog er der kommet et læbælte, som tager lidt af udsynet mod byens tage.
Det var en lokal fostret ide, som i sin tid første til, at mindestenen blev lavet, og rejst. I 1949 modtog Johannes V. Jensens nobelprisen i litteratur, hvilket helt sikkert satte skub i tankerne om et mindesmærke om byens søn, som skrev såvel historiske udviklingsromaner som små Himmerlandshistorier med udgangspunkt i det vesthimmerlandske folks levevis i 1800-tallet.
Det blev professor Mogens Bøggild, København, der blev udvalgt til at lave mindestenen. Med udgangspunkt i Johannes V. Jensens udviklingshistorier, var det vigtigt, at man fik en sten, som istiden havde skuret og skrabt og skubbet fra nordlige egne og ned til Danmark. Stenen blev fisket op ved Hirsholmene, og med hjælp af bl.a. den lokale entreprenør, Leth Eriksen, kom den på plads på bakken syd for byen.
Mogens Bøggild forsøgte først at lave dyremotiverne til stenen hjemme i København ved hjælp af en afstøbning, men det fungerede ikke. Han skulle være ved stenen på den blivende plads for at kunne få den bedste ud af den. Og således blev stenen overdækket med et lille skur, og ved siden af blev der opstillet en beboelsesvogn, hvor kunstneren boede en stor del af sommeren og efteråret i 1959, hvor dagbladet Politiken besøgte ham i november.
På stenens østside, som vender ud mod landevejen, er indhugget et digt af forfatteren, medens siden mod vest er præget af dyr, som henter inspiration i den fremragende udviklingsroman, Den lange rejse. Her er bjørne, ørne og rensdyr, som sagtens kan have levet her i denne del af Vesthimmerland for mange tusinde år siden.
Stenen er et oplagt udflugtsmål, hvis man går en tur i Farsø, eller hvis man holder ind på den lille rasteplads ved stedet, Og det er et sted, som man kan besøge hele året, og evt lade tankerne flyde tilbage til en tid, hvor det var helt andre dyr og mennesker, som befolkede egnen. Mennesker, som vi i dag er efterkommere af…
At stedet har sin egen charme og stemning, fremhævede Mogens Bøggild også i interviewet med Politiken i 1959:
“Jeg kender ingen steder, hvor lyset er så ubeskriveligt, og hvor skyerne, når de lægger sig lavt, kan skabe en så lukket og intim karakter. Selv i gråvejr kan der, som de ser, være vidunderligt heroppe”.
Johannes V. Jensens navn står ingen steder på stenen - et ønske fra den efterladte familie, og sikkert helt i Johannes’ ånd.
I 2023 markeres 150-året for Johannes V. Jensens fødsel med en række arrangementer i Farsø.
Lørdag aften blev det til et glædeligt gensyn og genlyt med det engelske rockband Uriah Heep, som var et af de bands, som satte sit præg på min musiksmag i de tidlige 70’ere - og det har holdt lige siden.
Uriah Heep bliver måske regnet for heavy metal, men det er de ikke i mine ører. De spillede den hårde rock, som også Deep Purple og Black Sabbath gjorde det. Betonrock kaldte vi det, og det var rockmusik med trommer, bas, guitar, en karismatisk forsange og for nogel gruppers vedkommenbde også et keyboard med hammondorgel som den dominerende lyd - senere kom der også synthesizere ind over.
Efter de 2-3 første LP’er fandt Uriah Heep sin klassiske besætning med David Byron på vokal, Ken Hensley orgel, Mick Box guitar, Lee Kerslake trommer og Gary Thain på bas. Af disse 5 er det kun Mick Box, som lever i dag og fører bandet videre i samme spor, som det startede. Uriah Heep startede i 2020 på deres 50 års jubilæumsturne, som altså stadig er i gang, da corona jo udsatte flere shows.
Noget af det, der kendetegner Uriah Heep er, at de har lavet flere numre med akustisk islæt, og derfor var det lækkert, at de første tre kvarter på Værket i Randers var helliget en akustisk afdeling, inden der efter pausen blev sat strøm på og skruet op for volumenknapperne. I begge sæt fik vi et tværsnit gennem gruppens flotte karriere med hovedvægt på de albums, som udkom fra 1970 til 1975: Easy Livin’, Gypsy, Sunrise, Lady In Black, Come Away Melinda, Free Me, Traveller In Time, The Wizzard og ikke mindst den flotte July Morning.
Begejstringen var til at tage at føle på i en udsolgt sal, hvor generation +60 var i overtal, men hvor vi også så flere unge, som med deres Uriah Heep t-shirts viste, at interessen for den slags rock ikke er helt død endnu.
Forud for koncerten var der videohilsner fra andre store rockbands som Deep Purple, Thin Lizzy, Nazareth, Kiss og Status Quo. Ian Anderson fra Jethro Tull sendte med vanlig humor en hilsen, hvor han først spillede Happy Birthday op tværfløjte for derefter at ønske tillykke med de 50 til popbandet, han kiggede på en seddel og sagde Uriah and The Heeps….
Som afslutning kørte der igen en video med fotos af de mange medlemmer, som har været med i bandet - den nuværende konstellation er i øvrigt den, der med afstand har holdt sammen i flest år.
Som sædvanlig undrede jeg mig over, at folk gider sidde og optage med deres telefoner under det meste af koncerten - jeg nøjedes med at nappe nogle få sekunder af det sidste ekstranummer, så jeg kunne dele det med mine bloglæsere.
Lørdag blev det til en tur til Aarhus, hvor ældstesønnen traditionen tro skulle have sin pakkekalender.
Thomas foreslog, at vi skulle spise brunch i Det kgl. Biblioteks kantine - det skulle efter sigende være godt og billigt. Og populært, skulle det vise sig. Da vi ankom til universitetet kl. 20 minutter i 10 var der allerede kø ved indgangen, og de fleste stod ikke i kø for at komme ind og læse bøger. Næh, det var den populære vegetariske brunch, som trak, både studerende, familier og andre. Ønsker man lidt animalsk tilbehør til sin røræg, kan man tilkøbe kød for 15 kr.
Indenfor måtte vi igen stille os i kø for at komme frem til lækkerierne, men folk var tålmodige, og tingene gled stille og roligt. Det største problem var reelt at vælge, hvad man ville have på tallerkenerne, for udvalget var stort - og lækkert.
Efter en god brunch tog vi en rundtur i universitetsparken, som er en lille oase i Aarhus. De smukke gule murstensbygninger med gult tegl på tagene signalerer enkelthed og funktionalisme. Bygningerne er spredt over et stort område, som giver plads til masser af grønne plæner, søer og smukke træer. Om sommeren trækker de studerende ofte udenfor på det smukke område, både for at læse men også for at slappe af og hygge sig sammen.
På en af søerne finder den årlige kapsejlads sted i september, Kampen om det gyldne bækken - et tilløbsstykke med op mod 30.000 mennesker samlet til noget, der vel er en kombination af festival, karneval, kapsejlads og ølstafet. Ideen blev fostret af medicin- og tandlægestuderende med inspiration fra rodysterne mellem Oxford og Cambridge, og den første kapsejlads fandt sted i 1991. I dag er arrangementet blevet så stort, at mange studerende møder ind natten før, for at få en god plads i parken.
Arkitekt C. F. Møller har stået for den store hovedbygning øverst på bakken. Han var oprindeligt ikke meget for den buegang, som han nødtvungent lod opføre foran bygningen, men med årene kom han vist til at synes bedre om den løsning, hvor de runde former bryder de ellers strenge lige linjer i byggeriet. Hovedbygningen blev opført under den tyske besættelse, og man gjorde, hvad man kunne for at forsinke byggeriet, så tyskerne ikke skulle få den ide at overtage bygningen. De havde tidligeret indrettet sig i parkkollegiet, som blev bombet af englænderne i 1944 - et præcisionsangreb, som ramte sit mål, men som også ramte den nye bygning, som var under opførelse. C. F. Møller var selv på byggepladsen, da angrebet fandt sted, og han blev begravet under murbrokker og hjulpet fri - overleveringen vil vide, at hans første spørgsmål var, om det skulle være så heldigt, at de romantiske buer blev smadret ved angrebet?
Fra universitetet blev det til en tur til midtbyen og havnen, hvor vi også lige var et smut inde og se Dokk1 med bibliotek og andre kulturelle funktioner. Bygningsmæssig en stor kontrast til universitet - her er det beton og glas, som dominerer sammen med skæve vinkler.
Vi sluttede dagen af med at besøg Væksthusene i den Botaniske Have ved siden af Den Gamle By - en interessant samling af planter fra hele verden. Foruden væksthusene er der en lille hyggelig cafe med en fin udsigt over Botanisk Have og den gamle by - hvis der da ikke havde været så tåget, som det var lørdag, så vi kommer helt sikkert tilbage.
Det er sjovt og interessant at fotografere dyr og fugle - ikke blot fordi det er gode motiver, men også fordi man sætter sig ind i de forskellige arter og deres særpræg.
Det bedste er naturligvis at være ude i naturen, hvor dyrene til gengæld lever deres eget frie liv, så det er ikke altid, man lige får noget med hjem på kortet, som kan bruges til noget.
Lidt lettere, og lidt mere eksotisk med hensyn til dyr, er det at gå i dyreparker eller Zoo. Her er mine personlige favoritter Skandinavisk Dyrepark på Djursland og Aalborg Zoo, men det skal siges, at der også er mange steder, jeg ikke har besøgt endnu.
Forleden gik turen til Aalborg med familien, og det blev til små tre timer med indlagt morgenmad, hygge og fotografering.
Isbjørneanlægget er et godt sted at betragte og fotografere, dog med den udfordring, at det for det meste skal ske gennem flere centimeter tykt glas, som ikke har besøg af en vinduespudser hver dag. Der er et enkelt sted, hvorfra det fri har udsyn ned over en del af anlægget, men det fordrer så, at isbjørnene så opholder sig i det område, man kan se. Er man nødt til at fotografere gennem glas, skal man være opmærksom på, at der ikke er for meget spejling, så det er rovdyret bag kameraet, man får fotograferet. Det bedste er at sætte objektivet helt hen til glasset og evt. skygge med en hånd for at fjerne reflekser.
Savannen, hvor giraffer, strudse og antiloper går frit rundt, er også et godt fotospot - ikke mindst fordi dyrene kan komme ret tæt på. Eneste anke her er, at man ofte får hegn med i baggrunden, hvis man fotograferer dyrene ude på savannen.
En god zoom er bestemt en fordel, når man skal fotografere dyr. Dagens blog er ledsaget af fotos fra turen til Zoo forleden, hvor jeg brugte en 24-200 mm zoom på mit spejlløse Nikon.
Vi har flere gange besøgt Thorsvang Samlermuseum, som er indrettet i en gammel tørmælksfabrik i Lendemarke i udkanten af Stege.
Museet har baggrund i en mands samlermani. Henrik Hjortkjær har samlet ting gennem det meste af sit liv, og i 2012 blev det hele sat i system, da der blev oprettet en fond, som købte den gamle tørmælksfabrik i Stege af Vordingborg Kommune, som fik 1 kr. for de gamle bygninger.
Siden da har Henrik Hjortkjær sammen sin hustru og en stor skare af frivillige opbygget et fint museum, som har fokus på det forrige århundrede. Der er indrettet en række små butikker, som står med originalt interiør og varer, som de så ud i en svunden tid. Senest har man overtaget en komplet isenkramforretning, som gennem flere generationer blev drevet på Islands Brygge i København.
Ellers finder man frisørsalon, købmandsforretning, fotoforretning, radio-tv og meget andet i butiksdelen på museet. Eneste anke kan være, at der ikke er så meget information om de enkelte butikker, hvor de samlede ting også strække sig over en noget længere periode end det som interiøret indikerer. En lille folder med information eller en lille planche ved butikkerne kunne være fint. Men er man bare interesseret i gamle ting, er der bestemt nok at se på.
I de øvrige bygninger finder man et lokale med en samling på mere end 4000 forskellige ølflasker, og der er en afdeling med små værksteder, ligesom der er en bygning med gamle biler og motorcykler.
Palmehaven er museets cafe, og er indrettet, som den så ud, da den var en del af det hedengangne Hotel Skandinavien i Stege, som også rummede en teatersal. På Thorsvang holdes der fester i Palmehaven, som også bliver brugt til koncerter og andre kulturelle formål. Man finder også den gamle byrådssal fra Stege og der er en fin skolestue med bøger, plancher og andet fra en tid, hvor der ikke var computere i klasselokalerne.
Ved indgangen til Palmehaven er der en lille biograf med fremviserapparat og billetluge, ligesom der står en jukebox ved den ene væg. Lige noget for bloggeren her, som selv var operatør i Farsø Kino og er vild med plader - og selv indehaver af en jukebox.
Udenfor museet er der også mange interessante ting, bl.a. gamle kolonihavehuse og et lille tivoli med luftgynger og pariserhjul. Det gamle pariserhjul har en lang historie og har været brugt i flere danske tivolier. Skuespilleren Søren Østergaard har også ejet det af to omgange, men nu er det havnet på Thorsvang og er sat i stand og godkendt, så man kan få sig en tur i det.
Er man interesseret i gamle ting er museet bestemt et besøg værd, og kan man være heldig at få en af de frivillige i tale, kan man også få flere detaljer om de udstillede ting på stedet.
