Forleden kunne vi markere min arbejdsplads’ 30 års jubilæum.
Himmerlandscentrets Idrætsefterskole! et noget besværligt navn at skulle sige, når man tager telefonen - derfor bliver vi for det meste kaldt HCI. Denne skole, hvor jeg nu har været ansat i 17 år, var også mit første egentlige møde med efterskolen. Som ung lærerstuderende var jeg nemlig i praktik på netop denne nystartede skole for 30 år siden. Det blev en øjenåbner af de store. Jeg skyndte mig at tage på højskole, da jeg var færdig som lærer, så jeg selv kunne prøve kostskoleformen på egen krop. Det var også stort.
Et par år senere var jeg igen på HCI, denne gang i en måned som vikar i forbindelse med et skifte i medarbejdergruppen. Og jeg var stadig solgt til denne skoleform - kom 2 år til Horne Ungdomsskole og fik endnu mere smag for jobbet. Jeg var tæt på at få en stilling å¨en efterskole i Østjylland, men pludselig kom et job som lokaljournalist/fotograf ind over. Det var en anden drøm, som så også måtte prøves. Men efter 7 år med blok, pen og kamera, bød drømmejobbet på HCI sig til. Og jeg har været der siden. En ufattelig god arbejdsplads, som er rummelig, varm og inspirerende for såvel elever som medarbejdere.
Gennem årene har jeg været på en skole, som er fulgt med udviklingen. Vi har fået egen idrætshal, vi har fået nye og moderne værelser flere steder, men har da stadig lidt af det gamle tilbage. Og vi har omkring 2500 elever bag os, som alle har haft deres “bedste år” på HCI. Desuden har vi et engageret bagland, som består af gamle elever, forældre til gamle elever og også tidligere ansatte.
Efterskolejobbet er ikke bare undervisning. Det er mange andre ting - heldigvis. Et af de jobs, jeg også bestrider på skolen, er at stå for skolens hjemmeside, hvor vi løbende opdaterer med tekst og billeder, når der har været arrangementer. Meget populær - ikke mindst hos forældrene, som på den måde kan følge lidt med i, hvad deres store børn går og laver på efterskolen.
Om jeg nogensinde har været lærer i folkeskolen? Ja, 2 timer som cykelvikar i 1984....
Tirsdag aften bevægede jeg mig endnu en gang til Randers, hvor Værket diskede op med et nostalgisk brag af en koncert med David Crosby og Graham Nash. To af pop-rockens helt store stemmer, som også har ladet sig høre i The Byrds (Crosby) og The Hollies (Nash) samt i deres fælles samarbejde med Stephen Stilles og Neil Young i en af 70’ernes store supergrupper.
Åbningsnummeret var en noget larmende og småsyret udgave af Byrdsklassikeren “Eight Miles High”, som fik en til at frygte, at lyden ikke ville blive optimal denne aften på Værket. Den frygt blev dog gjort til skamme i det efterfølgende nummer, hvor de to bedagede herrer på 69 og 70 år oplod deres smukke stemmer i et lidt mere stille og countryagtigt nummer. Ren vellyd, og sådan fortsatte det i næsten 3 timer.
Et velspillende band, et veloplagt publikum og et par stjerner uden nykker men med overskud og spilleglæde lagde grunden til en af de bedste koncerter, jeg har været til længe. Crosby var ikke helt tilfreds med de skarpe spots, som han fik lige i ansigtet. Det blev hurtigt klaret og så gik det ellers derudaf med et meget varieret og flot program, som bød på den kendte flerstemmige vokallyd og den rå guitarlyd, som bestemt blev leveret med indlevelse og stil af guitaristen Shayne Fontaine i samarbejde med Crosby og Nash, som nåede at spille på et utal af guitarer i løbet af aftenen. Resten af backinggruppen leverede musik af høj kvalitet: Kevin McCormick på bas, som inkluderede en meget smuk solo, Steve DiStanislao med fremragende arbejde på trommerne og David Crosbys søn James Raymond på keyboards og som komponist til et par af de nyere numre, som også fik flot respons fra publikum.
Kendte numre vekslede med nyere ting. Naturligvis blev vi ikke snydt for fire klassiske numre fra "Deja Vu" - titelnummeret med indlagte soloer til bandet, “Almost Cut My Hair”, “Our House” og “Teach Your Children”. De to første er Crosby-numre med hans skæve akkorder og syrede tekster, medens Nash står for de pæne og glade syng-med-numre, som publikum skrålede med på så det var en fryd....
Aftenen bød på mange højdepunkter. Jeg hæftede mig ved Crosbys "Almost Cut My Hair" i en rå og flot version, medens kærlighedssangen “Guinnevere” var i den akustiske og meget intense afdeling. Nash brillerede med klassikere som “Military Madness”, “Our House”, “Teach Your Children”, “Wind On The Water” og ikke mindst “Winchester Cathedral”. James Raymond bød ind med to flotte numre i form af den smukke “Lay Me Down” og den rå “Don’t Dig Here” som en kommentar til opbevaringen af atomaffald.
En rigtig god aften i Randers - stor ros til Værket, som formår at præsentere sådanne kunstnere. Og ros til publikum, som bakker op og møder frem, når der er god musik på plakaten.
Søanlægget i Farsø gennemgår for tiden en større renovering. Det betyder bl.a., at legepladsen er totalt fornyet og udvidet samt at en del af søen er renset op.
En af de ting, som endnu ikke er færdig, men som er på vej, er opsætningen af en ny træbro ved det gule møllehus. Her var der tidligere en betonbro, hvorfra jeg har brugt adskillige timer på at fiske, da jeg var dreng. Orm og brød blev brugt som madding, når vi sendte snøren ud i søens plumrede vand på jagt efter karusser eller, hvis det skulle være helt vildt, nogle af de store og frygtindgydende gedder. Også den lille bro ved søens vestlige side er taget ned, så måske kommer her også en ny.
En af de episoder fra søen, som der stadig tales om i min familie, fandt sted dagen før min konfirmation i maj 1972.
Sammen med et par kammerater sejlede jeg rundt på en hjemmelavet tømmerflåde ude på søen, da min mor kom ned for at hente mig. Jeg havde glemt tiden, og vi skulle til Øster Hornum for at sætte vores hund i pension i forbindelse med konfirmationen. Der sad vi så, omtrent midt ude på søen, medens mit mødrende ophav råbte efter os inde fra bredden. Vi padlede ind mod land, det bedste vi havde lært. Så hurtigt gik det, at flåden fik slagside og sank. Vi måtte vade i land og så vist ikke særlig pæne ud med mudder og slam på tøjet. Ud over et bad, fik jeg vist også et større møgfald her på tærskelen til de voksnes rækker....
Jeg er begyndt at bruge den nye musiktjeneste Spotify, som giver mulighed for at lytte til mængder af musik på computeren.
På tjenesten kan man søge på kunstner og finde et hav af udgivelser, eller man kan vælge radiodelen, hvor man selv kan vælge, hvilken genre, man har lyst at lytte til. Jeg vælger normalt 70’erne, og selv om jeg kender en del til musikken fra den periode, dukker der af og til nyt og spændende op på playlisterne.
Et af de navne, som jeg har overset er Jackson Browne. Navnet kender jeg, og jeg kender også godt hittet “Stay”, men ellers er mit kendskab til ham stort set nul. Indtil Spotify kom på banen. Det har resulteret i, at der allerede er anskaffet et par CD’er til samlingen, for selv om streamet musik er OK, så er der stadig en vis stil over at sætte en CD på det store anlæg og lytte til musik i god kvalitet.
Bloggens lyttere skal da også delagtiggøres i Jackson Brownes musik med dette nummer fra YouTube:
Lørdag aften tilbragte jeg på det fremragende koncertsted Værket i Randers. Her stod Ian Anderson fra det legendariske engelske band Jethro Tull på scenen med en række udvalgte musikere - heriblandt den ungarske strygerkvartet Sturcz Quartet.
Koncerten var annonceret som Ian Anderson med band, men den kunne lige så godt være annonceret som Jethro Tull, da Ian Anderson er indbegrebet af bandet, hvor han bl.a. spiller tværfløjte. Enkelte vil måske mene, at guitarist Martin Barre også burde være med - det er han da også, men kun lejlighedsvis. I Randers blev guitaren dog passet af den unge tysker Florian Ophale, som trækker veksler på såvel heavy rock som klassisk musik i sit spil, men som i øvrigt har en lyd, der er umiskendelig Jetrho Tull - ikke mindst i klassikeren Thick As A brick, som vi fik et kvarters udpluk af.
Den ungarske strygerkvartet kom ind midt i første sæt og lagde en fin bund til en række sange fra såvel før som nu af Ian Anderon. Ikke mindst “Up To Me” og”Wond'ring” Aloud fra Aqalung blev spillet med en lyd, som lå meget tæt på originalen fra den 40 år gamle plade.
Koncertens andet sæt blev indledt med føromtalte uddrag af “Thick As A Brick”, som udkom på plade i 1972 og består af et enkelt nummer, der fylder begge pladesider. I Randers blev det til en fremragende version, hvor jeg specielt hæftede mig ved en trommeslager, som ikke bare slog på trommer men derimod spillede på trommer. Fra første række, hvor jeg sad, var det simpelthen imponerende at følge hans udfoldelser med stikkerne i dette nummer, som er præget af hyppige rytmeskift. Trommerne stod klart og flot fremme i lydbilledet. Rent fysisk var trommeslageren da også placeret forrrest på scenen, hvilket er ganske atypisk for et rockband. Placeringen skyldes nok, at man skulle have plads til strygerkvartetten på den position, hvor trommerne normalt står.
Andet sæts højepunkt var i mine ører “Budapest” - et langt, melodiøst rocknummer med gode soloer på såvel guitar og fløjte. Når man hører studieversionen, kan man godt forledes til at tro, at det er Mark Knopfler, synes jeg.
Næste år drager Ian Anderson på jubilæumsturné, hvor albummet Thick As A Brick er i fokus med 40 år på bagen.
Skulle han lægge vejen forbi Danmark, er jeg nok på plads foran scenen igen. Manden og hans band har bestemt ikke mistet energien, selv om stemmen hos Ian Anderson er ved at være præget af mange års brug.
Det er blevet en fast tradition, at jeg leverer fotos til plakaten for middelalderdagene på Vitskøl Kloster. Et arrangement, som finder sted hvert år den første weekend i efterårsferien.
Også i år har et par af mine billeder fundet vej til plakaten. Det drejer sig om ridderen og om gøgleren, der blæser en flamme ud af munden. Ridderbilledet er klippet til af en grafiker, som har lagt det på en baggrund af efterårsblade. Meget flot, synes jeg.
Temaet for dette års middelalderdage er i øvrigt musik, men der er noget for alle sanser på markedet. Man kan smage, lugte og føle middelalderen i de mange boder og ved de mange optrædender, som finder sted både lørdag og søndag.
Har man ikke været det før, kan jeg varmt anbefale en tur til Vitskøl i efterårsferien.
Den forløbne weekend blev brugt på personaletur med efterskolen. Efter sidste års tur til Berlin, var målet (!) denne gang limfjordsegnen ved Skive.
Fredag startede vi i smukt vejr med teambuilding hos firmaet Dare, hvor der blev skudt med bue og pil, pustet i pusterør og forceret forhindringsbaner - såvel til fods som på ATW-maskiner. Dagen sluttede med en gang paintball, hvor den indre legedreng/pige fik fri udfoldelse hos en del af os. Dertil en række blå mærker efter hårde træffere!
Vi var indkvarteret på Hotel Strandtangen, som ligge helt ned til lystbådehavnen i Skive. Et fantastisk sted, som ikke blev mindre fantastisk i det smukke sommervejr, som lokkede sejlere og havkajakker på fjorden i stor stil.
Lørdag gik turen til Viborg til et besøg i det lokale bryghus og med mulighed for at slentre en tur i den smukke gamle domkirkeby. Sådan en dag kan man næsten ikke undgå at møde gamle HCI-elever, hvad vi da også gjorde. Dertil også et møde med et par gamle Farsø/Aars-drenge, så alt i alt en hyggelig dag, hvor der også var tid til at investere i lidt musik i den lokale Stereo Studio.
Søndag drog vi igen til Viborgegnen. Denne gang til Mønsted Kalkgruber, som er ganske imponerende med op til 18 meter høje grotter inde i den kridtfyldte undergrund. Stedet er fyldt med atmosfære og der er masser af interessant information på en guided rundtur. Et lille multimedieshow, som bl.a. blev projiceret direkte op på grubernes kalkvægge, fuldendte en god oplevelse.
Forleden havde jeg lejlighed til at høre et af mine favoritbands fra 70’erne - Uriah Heep. Gruppen spillede på Vendelbohus i Hjørring, hvor vi var omkring 400 heavyfreaks, som rockede med på gamle klassikere som “Easy Living”, “Look At Yourself” og “July Morning”.
2011-udgaven af Uriah Heep tæller kun ét orginalt medlem, nemlig den lille smilende guitarist Mick Box (foto til højre fra Hjørring). Til gengæld har den nuværende besætning spillet sammen i en del år og udgivet flere nye CD’er, så de kan vel med nogen ret stadig kalde sig det oprindelige navn. Det var stort set samme besætning jeg hørte i Århus for nogle år siden, hvor også Deep Purple var på plakaten. Da var trommeslager Lee Kerslake fra den oprindelige besætning dog også med, omend han havde et korpus, der gjorde det vanskeligt for ham at skrue sig ned bag “gryderne”.
På vokal har gruppen i dag Bernie Shaw, Trevor Bolder som en cool og stålsat bassist, Phil Lanzon trakterer keyboardet og på trommer er det Russel Gilbrook. Og så altså på guitar Mick Box.
Lyden i Hjørring var umiskendelig Uriah Heep - og der blev spillet HØJT. Faktisk lidt for højt efter min smag, da mange nuancer i musikken forsvinder. Næste gang, jeg drager til en lignende koncert bliver det helt sikkert med ørepropper.
I første halvdel af koncerten var lydstyrken passende, og det betød, at nummeret “Rainbow Demon” fra albummet “Demons & Wizzards” i mine ører står som aftenens flotteste. Besætningen er næsten den samme som i Hjørring, dog med den føromtalte ændring bag trommerne, hvor det her er Lee Kerslake, som hamrer på skindene.
Lørdag var jeg en smut i Vendsyssel, hvor jeg besøgte Horne Efterskole lidt udenfor Hirtshals. Anledningen var, at jeg skulle møde det første efterskolehold, som jeg var lærer for. 25 år er gået, siden dengang!
Godt 30 af elevholdets godt 100 elever var mødt op - nogen var lette at kende, andre havde forandet sig en del. Men fælles for dem alle var, at det var sjovt at se dem tilbage i de omgivelser, hvor de levede et helt år i deres teenagetid. Jeg var ung lærer uden de store forpligtelser dengang, så jeg boede og levede stort set på skolen i de to år, jeg arbejdede i Horne. En stor del af min og elevernes fritid blev brugt i skolens idrætshal, hvor der blev spillet meget fodbold, badminton og volley.
Facebook er jo et fantastisk medie, når gamle skolekammerater skal finde hinanden. Hornefolkene er naturligvis også på dette medie, mange af dem, så her kan jeg i det daglige følge med i deres gøren og laden i deres voksenliv. Flere af dem har børn, som er klar til efterskole, og jeg undlod naturligvis ikke at gøre dem opmærksomme på, at jeg da også er klar til at tage mig af mine gamle elevers børn, når de skal prøve denne skoleform. Det bliver spændende at se, om nogen af dem dukker på på HCI.
Sidst på eftermiddagen drog eleverne videre til en fest på et hotel, medens jeg mødtes med gamle Hornekolleger hos et par, som fortsat bor i Horne, men som dog ikke længere arbejder på efterskolen. Det blev til en hyggelig stund, hvor der var lejlighed til at genopfriske mange sjove episoder fra dengang.
Næste år har mit andet elevhold jubilæum, så mon ikke jeg er at finde på de kanter, når efterskolen igen inviterer til elevstævne?
