Ønsker du at kommentere et indlæg, skal du blot klikke på overskriften.
En oversigt med alle blogs og korte beskrivelser kan ses HER
 
-0-

Brunch, bådrace og buer på universitetet

27-11-2022
 
Lørdag blev det til en tur til Aarhus, hvor ældstesønnen traditionen tro skulle have sin pakkekalender.

Thomas foreslog, at vi skulle spise brunch i Det kgl. Biblioteks kantine - det skulle efter sigende være godt og billigt. Og populært, skulle det vise sig. Da vi ankom til universitetet kl. 20 minutter i 10 var der allerede kø ved indgangen, og de fleste stod ikke i kø for at komme ind og læse bøger. Næh, det var den populære vegetariske brunch, som trak, både studerende, familier og andre. Ønsker man lidt animalsk tilbehør til sin røræg, kan man tilkøbe kød for 15 kr.

Indenfor måtte vi igen stille os i kø for at komme frem til lækkerierne, men folk var tålmodige, og tingene gled stille og roligt. Det største problem var reelt at vælge, hvad man ville have på tallerkenerne, for udvalget var stort - og lækkert.

Efter en god brunch tog vi en rundtur i universitetsparken, som er en lille oase i Aarhus. De smukke gule murstensbygninger med gult tegl på tagene signalerer enkelthed og funktionalisme. Bygningerne er spredt over et stort område, som giver plads til masser af grønne plæner, søer og smukke træer. Om sommeren trækker de studerende ofte udenfor på det smukke område, både for at læse men også for at slappe af og hygge sig sammen.
 


På en af søerne finder den årlige kapsejlads sted i september, Kampen om det gyldne bækken - et tilløbsstykke med op mod 30.000 mennesker samlet til noget, der vel er en kombination af festival, karneval, kapsejlads og ølstafet. Ideen blev fostret af medicin- og tandlægestuderende med inspiration fra rodysterne mellem Oxford og Cambridge, og den første kapsejlads fandt sted i 1991. I dag er arrangementet blevet så stort, at mange studerende møder ind natten før, for at få en god plads i parken.
 


Arkitekt C. F. Møller har stået for den store hovedbygning øverst på bakken. Han var oprindeligt ikke meget for den buegang, som han nødtvungent lod opføre foran bygningen, men med årene kom han vist til at synes bedre om den løsning, hvor de runde former bryder de ellers strenge lige linjer i byggeriet. Hovedbygningen blev opført under den tyske besættelse, og man gjorde, hvad man kunne for at forsinke byggeriet, så tyskerne ikke skulle få den ide at overtage bygningen. De havde tidligeret indrettet sig i parkkollegiet, som blev bombet af englænderne i 1944 - et præcisionsangreb, som ramte sit mål, men som også ramte den nye bygning, som var under opførelse. C. F. Møller var selv på byggepladsen, da angrebet fandt sted, og han blev begravet under murbrokker og hjulpet fri - overleveringen vil vide, at hans første spørgsmål var, om det skulle være så heldigt, at de romantiske buer blev smadret ved angrebet?
 


Fra universitetet blev det til en tur til midtbyen og havnen, hvor vi også lige var et smut inde og se Dokk1 med bibliotek og andre kulturelle funktioner. Bygningsmæssig en stor kontrast til universitet - her er det beton og glas, som dominerer sammen med skæve vinkler.

Vi sluttede dagen af med at besøg Væksthusene i den Botaniske Have ved siden af Den Gamle By - en interessant samling af planter fra hele verden. Foruden væksthusene er der en lille hyggelig cafe med en fin udsigt over Botanisk Have og den gamle by - hvis der da ikke havde været så tåget, som det var lørdag, så vi kommer helt sikkert tilbage.

 

Kategori: 2022

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

 
 
Per Lyngby