/ Retrokælderen

Retrokælderen

Min lille retrokælder rummer efterhånden lidt forskelligt elektronisk udstyr. Kendetegnende for det meste er, at det er noget jeg på et eller andet tidspunkt har haft et forhold til, enten har jeg selv ejet disse apparater, eller også har jeg haft et ønske om det!

To mærker går igen, B&O og Philips, som også var to af de store spillere i slutningen af 1960'erne og op gennem 1970'erne. Det japanske grej er lidt mere spredt ud over forskellige mærker, akkurat som det var det op gennem 1980'erne, hvor jeg var indehaver af såvel Akai, Sony, Apollon og Pioneer.

Nedenfor kan du læse lidt om produkterne, som fortrinsvis er fra 70'erne.

 

Philips

Den hollandske elektronikkoncern er en af de helt store producenter af udstyr til lyd og billede.

Min første pladespiller var en transportabel Philips, som kunne køre såvel på batterier som på strøm fra stikkontakten. Der var indbygget forstærker og højttaler. Den egnede sig bedst til singler, men kunne dog også spille LP'er, hvis den blev hjulpet lidt i gang...

Senere fulgte en spolebåndoptager, som blev købt for mine konfirmationspenge, men herefter blev det mere B&O og japanske ting, der kom på hylderne i reolen eller rack'et.

Philips ejede en del underselskaber bl.a. det svenske Dux, som producerede de samme produkter som Philips blot med et andet logo og i visse tilfælde en lidt anden udformning af knapper, som kunne være runde, hvis de var firkantede på Philipsudgaven.

Et andet mærke, som blev drevet på nogenlunde samme måde, var Aristona, som også var et hollandsk selskab.

Vil man læse mere om Philips findes der en sjov side på dansk HER.

 

Philips 312 "UFO"

 Jeg så denne pladespiller første gang, da jeg besøgte el-museet i Tange. En dag fik jeg en mail fra Birthe i Aarhus, som havde set min hjemmeside og gerne ville forære mig sin gamle pladespiler, som hun i sin tid købte for sine konfirmatinspenge. Jeg takkede ja, og efter at have stået til pynt i nogle år, tog jeg mod til mig og sendte den til en reperatør, Bremadal Radio ved Struer. Og nu spiller den som en drøm - et lille nostalgisk klenodie.

 

Philips 212 Electronic pladespiller

Denne pladespiller elsker jeg. Den ligner en pladespiller, og den har de funktioner, en pladespiller skal have - måske bortset fra autostop ved pladeudløb, som vist kom på den efterfølgende model. Eller også virker det bare ikke på min....

Vi skriver ca. 1973 og vi er midt i LP-pladernes guldalder. Det var blevet in at købe de store LP-plader, medens singlerne gled lidt mere i baggrunden. Denne pladespiller har to hastigheder, til 45’ere (singler) og 33’ere (LP’er). Skiftet mellem hastighed sker på elektroniske touchknapper, som endda lyser smukt grønt, når de er aktive. På mit eksemplar er det kun 45-knappen, som forsat har glød i pæren. Pick up’en sænkes ned med en stor knap, som er dæmpet, så nedsænkningen sker skånsomt og ganske præcist.

Pladespilleren passer perfekt sammen med radioforstærkeren Philips 702 fra samme periode.

Se i øvrigt denne sjove side om Philips fra den tid.

 

Philips 702 radio/forstærker

Denne radio stod i vinduet hos den lokale radioforhandler Knud Bak i Nørregade. Jeg var vild med den, bl.a. på grund af de gule indikatorer, som viste hvor meget der var skruet op for volume, bas, diskant m.m.

Dengang midt i 70’erne fik jeg aldrig købt den - jeg havde købt en spolebåndoptager (også Philips) med indbygget forstærker, så behovet var ikke så stort. Til gengæld købte jeg dette eksemplar her i 2010, 50 kr. i en genbrugsforretning. Efter lidt rensning af fronten ser den ganske præsentabel ud, men jeg har endnu ikke haft den åbnet for at se, om jeg kan skifte de pærer, der ikke virker. Til gengæld spiller den ganske fremragende, trods den karakteristiske knasen, når man skruer op og ned. Det er vist noget med støv, som sætter sig i de elektriske spoler.

Sammen med pladespilleren 212 Electronic og et par Philips 427 højttalere i trækabinet har jeg et anlæg, som giver de gamle LP’er fra den tid den helt rigtige lyd. 

 

Philips N 4418 spolebåndoptager

Fandt denne i en genbrugsforretning. Der er indbygget forstærker og højttalere, men venstre udgang virker ikke. Det har dog ingen betydning, da jeg kører lyden gennem radioforstærkeren, og så spiller den fremragende.

Modellen her er en mere moderne version af den båndoptager, jeg i sin tid købte for mine konfirmationspenge. Den her er med relæstyring modsat min, hvor man selv skulle trykke knapperne hårdt ned for at aktivere afspille- og spolefunktioner.

Senere fik jeg et eksemplar som denne - min storebro havde en, som jeg overtog, da jeg var inde som soldat i Skive. Her stod båndoptageren på vores 4-mands stue og sørgede for lidt adspredelse til det noget kedelige soldaterliv.

4418'eren gik i stykker på et tidspunkt, men nu er der igen kommet sådan en størrelse i reolen.

 

Philips højttalere

De originale højttalere fra den periode, som jeg har, er et par Philips 22RH427, som er ganske velspillende med en rigtig god diskant og en fin bas. Spiller absolut godt sammen med 702'eren og de tilsuttede enheder i form af båndoptager og pladespiller.

Jeg har også et par mindre Philips højttalere, som også spiller fint.

 

B&O

Danske Bang&Olufsen er kendt over hele verden for deres unikke design, som er firmaets kendemærke. Mange mener, at det er mere design end god lyd, medens tilhængerne mener, at den gode lyd og det gode design følges ad.

Mit kendskab til B&O produkter er mest fra 1970'erne, hvor de bl.a. stod for en helt stor nyskabelse, da de introducerede en grammofon med tangentialarm. det blev en succes, som blev udviklet gennem årene. 

Da jeg var barn, købte min far en Beocord 1000 båndoptager, som blev flitigt brugt hjemme i købmandsgården. Vi tappede musik fra Top 20 og lyttede til båndene igen og igen. I lang tid efter kunne jeg næsten altid forudse, hvad der kommer efter et bestemt nummer - den holdt jo så ikke, hvis man hørte nummeret i radioen..

Senere fik jeg min egen Beocord, en Beocord 1200 i flot design, og der blev suppleret med en Beolab 1700 forstærker og Beomaster 1700 tuner og en Beogram 3000 pladespiller. Det blev også til den føromtalte tangentialgrammofon, Beogram 4002, som jeg overtog efter min storebror.

Der findes flere gode sider om B&O - to af de bedste er BEOPHILE og BEOWORLD.

 

B&O anlæg ca. 1973

Jeg har sammensat et anlæg bestående af B&O enheder, som blev produceret i starten af 1970'erne. Anlægget består af en radio, en pladespiller og en spolebåndoptager.

Beomaster 1200 er en radioforstærker med såvel FM som AM. Desuden er der indgang til såvel pladespiller som båndoptager. Der kan tilsluttes et sæt højttalere.

Pladespilleren er en Beogram 1202. Designmæssigt blev den fremhævet for de "spikes", man skal placere pladen på. Lydmæssigt er det dog en mindre god løsning, da det giver en dårlig understøttelse af pladen. 

 

Beomaster 1200 radioforstærker

Hjertet i mit B&O retroanlæg primo 1970’erne er den smukke Beomaster 1200 - regnestokken i futuristisk Jacob Jensen design.

Det flade design, som gør det muligt at placere radioen såvel stående på en hylde som hængende på en væg, var ganske unikt på det tidspunkt. Skydeknapperne og den store skalavælger til radioen er med til at forstærke det moderne look, som faktisk gør, at radioen den dag i dag udmærket kan stå i en stue uden at falde ved siden af. Der er tilslutningsmulighed for pladespiller og båndoptager, og det er muligt at fastindstille 3 FM-stationer. Typisk for B&O er indstillingsknapperne skjult under en skydelåge. Denne model var vel startskuddet til den danske radiofabriks unikke designprofil, som er fortsat frem til i dag.

 

Beogram-pladespillere

Jeg er den lykkelige ejer af tre forskellige B&O pladespillere. Den ene er en traditionel pladespiller -  Beogram 5000, som ses på billedet her til højre. Den kører lige nu med mit anlæg i stuen - et lille Denon anlæg.

Den anden er den specielle form med tangential arm, som B&O lancerede i 1970'erne og sidenhen udviklede i nye versioner. Min hedder TX og er fra starten af 1980'erne. Den tangentiale arm føres lige ind over pladen, modsat den traditionelle arm, som bevæger sig skråt ind mod midten.

Prisen for den tangentiale model var i starten en lidt stor og klodset pladsepiller, som så til gengæld så futuristisk og smart ud.

Den tredje og senest ankomne pladespiller er en Beogram 1202, som jeg fandt på et loppemarked. Den passer perfekt sammen med Beomaster 1200'eren og Beocord 1600'eren, som sammen med et par Beovox 3702 højttalere udgør et komplet retroanlæg fra ca. 1973.

 

 

Beocord 1600

Denne flotte båndoptager passer perfekt til mit B&O anlæg fra først i 1970'erne. Det flade design med den markante sorte betjeningsflade og de metalfarvede knapper er klassisk og flot. Et mere moderne look til B&O's båndoptagere, som tidligere havde været nogle store skrumler.

1600'eren har indbygget forstærker og kræver blot et par højttalere for at kunne spille. Jeg havde på et tidspunkt en 1200, som er identisk bare uden forstærker.

Jeg ejer også et defekt eksemplar og har desuden den originale stkråstand, som man kan placere båndoptageren på.

 

-- 

Tesla B100 - spolebåndoptager

Denne gamle Tesla B100 lå i en container på lossepladsen. Jeg fik lov at fiske den op, og kørte straks hjem for at høre, om der var liv i den. Det var der!

Båndoptageren kører perfekt, den har desværre kun én hastighed, så nogle af mine gamle bånd kan ikke spilles på den, da de er indspillet på højere hastighed.

Der er tale om østeuropæsik mekanik fra midten af 70’erne. Tungt, solidt og måske ikke nogen skønhedsåbenbaring. Det er den dog i dag, synes jeg. De store håndtag og VU-metrene giver denne båndoptager stil og ægte retrolook. Et fund!

 

 

 

Pioneer pladespiller - direct drive

Denne pladespiller har den klassiske s-formede arm, som pick up’en er monteret på. Man kan justere nåletrykket med en vægt på armen, og der er en knap til at styre antiskating, det modvirker den kraft, der påvirker nålen, når pladen kører rundt.

Med direkte drev er der tale om en præcisionsmotor, hvor man er fri for remtræk, som med tiden kan gå i stykker. Til gengæld skulle det direkte drev gøre afspilleren mere modtagelig for, at støj kan overføres til pladen/pick up’en. Det var dog en ulempe, som man hed ad vejen fik godt styr på.

Man skal selv føre armen ind og sænke pick up’en ned i rillen - til gengæld er der autostop, så armen løfter sig og kører tilbage efter endt afspiling, hvor pladetallerkenen også stopper.

 

Nyeste anskaffelser

Der er skiftet en del ud i retrokælderen, hvor det, som ikke virkede, er røget ud. Men til gengæld er der også kommet "ny" ind bl.a. en Beomaster 4000, en Beomaster 1900 og en Beogram 3300 tangentialarm pladespiller.

 

 

 

 

 
 
Per Lyngby