Ønsker du at kommentere et indlæg, skal du blot klikke på overskriften.
En oversigt med alle blogs og korte beskrivelser kan ses HER
 
-0-

Det gamle mejeri - et sted i forfald

06-08-2017
Farsø er generelt forskånet for huse og bygninger i forfald - men der er dog undtagelser.
 


Byens gamle mejeri, Andelsmejeriet Fælleslykke, som fremsynede landmænd etablerede i 1888, står i dag som lidt af en skamplet i byens sydlige del.

Stedet summede tidligere af liv, når hestevognene og senere mælkebilerne afleverede deres last af mælk fra landmændene, så det kunne forarbejdes til mælk, fløde og ost på mejeriet. Et nærliggende mælkeudsalg havde mejeriets varer på hylderne - og solgte bl.a. også lakridsrod!

Mælkeudsalget blev senere til en stofbutik, men eksisterer ikke mere. Den tilhørende privatbolig står der stadig, men udbygningen med butikken blev revet ned for et års tid siden efter en tragisk dødsulykke, hvor en bilist bragede ind i huset.

En del af mejeriet er stadig i brug, nemlig nogle af de nyere bygninger omme bagved, hvor der i dag er opskæring af kød med kvalitetsstemplet Himmerlandskød. Kødet kommer fra slagteriet i Aalestrup, men forarbejdes altså i en del af det gamle mejeri i Farsø.

Hovedbygningen ud mod vejen har i en periode rummet et loppemarked, men står i dag tomt og ubrugt hen. Og det kan ses. Der er træplader for vinduerne, som flere steder er knust, og rundt om bygningen er det ukrudtet, som har kronede dage. Alt i alt et trist syn og en trist skæbne for en bygning og en virksomhed, som i mere end 100 år var en vigtig del af byens erhvervsliv. Som barn kom jeg i mejeriet, hvor mejeribestyrer Løkke havde børn på min alder - lidt ældre end mig, men på alder med min storesøster og storebror. Vi kom både i mejeriet og i privatboligen, som stadig står og i øvrigt er flot renoveret - som en stor kontrast til mejeriet ved siden af.

Det var naturligvis kæmpen Arla, som stod for at lukke og slukke mejeriet, som i sine sidste år havde specialiseret sig i at fremstille mozzarella-oste. Lukningen kom i 2002, og mejeriet nåede dermed at være i drift i 112 år.

”Ved at samle mozzarellaproduktionen i Rødkærsbro opnår vi en mere rationel og fleksibel produktionsstruktur, som sætter os i stand til at yde en bedre service til vore store, internationale kunder”, udtalte divisionsdirektør Jens Refslund, Division Produktion i en kommentar til lukningen, som kostede byen 37 arbejdspladser.
 


Havde der dog bare også i vor tid været fremsynede mænd, som på Salling, hvor Thise Mejeri gennem årene har budt de store selskaber trods og nu selv er blevet en stor økologisk virksomhed.

Bygningen ejes ifølge Tingbogen af Krogager Dambrug Aps, som øjensynligt er hjemmehørende i Grindsted. Måske betyder det, at der på et tidspunkt kommer til at svømme ørreder rundt i de gamle ostekar!!

Tingbogen oplyser desuden: Ejendomsværdi 2.250.000 DKK. Grundværdi 536.600 DKK.

Dertil kan føjes: Skønhedsværdi 0,00 DKK.
 

Kategori: 2017

Kommentarer

  • #1
  • Kirsten Moesgaard
    07-08-2017 18:14
    Enig. Det er en skandale. Der SKAL findes penge til at gøre noget ved sagen. Og, tilligemed ligger den faldefærdige bygning tæt ved en fødevarevirksomhed. Det kan kun gå for langsomt.


  • #2
  • Peter Fink
    10-08-2017 11:32
    Når jeg tænker tilbage på mine teenage-år, hvor min base var mejeriet i Farsø (både som bopæl, og som stedet jeg tjente mine lommepenge) - ja, så giver det et stik i hjertet, når man ser det forfald, som dine billeder med al tydelighed viser.
    Når jeg en sjælden gang kører igennem Farsø, så har jeg næsten ikke lyst til at kigge på mejeribygningen - det ødelægger fuldstændig mit billede af det sted, der engang var en fantastisk virksomhed og arbejdsplads.
    Det glæder mig dog, at privatboligen ikke har lidt samme skæbne som mejeriets hovedbygning.
    Desværre ser man jo mange tilfælde rundt om i landet, hvor tidligere mejeri-bygninger står i forfald, som ofre for udviklingen i en branche, hvor alt skal være større og større (hvilket jo i øvrigt også gælder i mange andre brancher).
    For byens skyld håber jeg virkelig, at nogen på et tidspunkt får lyst (og råd) til at gøre noget ved mejeribygningen i Farsø. Men det bliver jo nok ikke Krogager Dambrug i Grindsted, hvem pokker disse mennesker så end er.


1 

Skriv en kommentar

:

CAPTCHA Image

 
 
Per Lyngby