Ønsker du at kommentere et indlæg, skal du blot klikke på overskriften.
En oversigt med alle blogs og korte beskrivelser kan ses HER
 
-0-

40 years after

21-06-2015
 
Lørdag eftermiddag og aften blev tilbragt i selskab med afgangsårgangen fra Farsø Skole 1975, som markerede, at det var 40 år siden, at vores skoleveje skiltes.

Jeg gik selv i 3 real B sammen med dem, jeg havde gået i skole med i Farsø de første 7 år. Hertil kom så en stor gruppe, som kom ind fra Strandby Skole og et par stykker fra Svoldrup-området.

Dengang tog man jo realen med, eller man gik i den almene overbygning, hvis man da ikke lige var en teknisk nørd, som kom i den tekniske klasse. Forud for lørdagens fest havde repræsentanter fra de enkelte klasser stået for at samle netop deres klasse.

Lørdag eftermiddag stod vi der så - midt i den gamle skolegård, der akkurat som resten af skolen har taget en voldsom forandring, siden vi gik der. Der er reelt ikke en eneste ting, som er bevaret - heldigvis da. Vi fik en orientering om skolen af viceinspektør Anders Myrup Rasmussen, hvorefter vi gik rundt og så det store bygningskompleks og rundede af med fotografering i skolegården.

Jeg tog min klasse med til en øl på terrassen, inden vi gik på hotellet, hvor der var fælles spisning for de knap 50, som var mødt frem fra hele årgangen. Under spisningen sad vi bordvis, men i løbet af aftenen blev der minglet rundt, snakket, grinet og sagt “kan du så huske” nogle gange. Meget passende sad vi i hotellets pavillon, som i sin tid rummede værtshuset Tordenkalven, som vi frekventerede flittigt for 40 år siden, når vi til krobal på hotellet fredag og lørdag.

De mest hårdføre af os fortsatte i den nye Tordenkalv, som ligger i hotellets hovedbygning ud mod vejen. Her var ikke mange, da vi kom, men i løbet af natten kom de lokale fodboldspillere tll efter at have holdt fest ved stadion. Det blev en rigtig hyggelig aften, hvor jeg så også kunne glæde mig over, at nutidens unge i Farsø sagtens kan more sig sammen, når bare der er masser af øl og noget god rock på anlægget. Og det var der.

Jeg havde naturligvis kameraet med ind på skolen, men lagde det så fra mig for at gøre det, som en af aftenens talere havde som tema - holdt frikvarter.

Vi glæder os allerede til 50 års festen...
 

Kategori: Juni 2015

Kommentarer

  • #1
  • Inge-Marie
    21-06-2015 21:25
    Godt skrevet , Per
    Tak for sidst og gode fotos :)


1 

Skriv en kommentar

:

CAPTCHA Image

 
 
Per Lyngby