Ønsker du at kommentere et indlæg, skal du blot klikke på overskriften.
En oversigt med alle blogs og korte beskrivelser kan ses HER
 
-0-

Gensyn i Ranum

02-11-2014
Lørdag aften var jeg en tur i Ranum, hvor jeg skulle mødes med 15 gamle studiekammerater fra min tid som seminarist. Fremmødet kunne godt have været større, men os der kom fik en rigtig hyggelig aften med god mad, snak, grin og genopfriskning af sjove minder.

Min egen klasse, 80 B, var særdeles godt repræsenteret med ikke mindre end 7 deltagere. Flere af os havde ikke set hinanden de seneste 25-30 år. Men som altid ved sådanne arrangementer, rammer man hurtigt tonen og ved fælles hjælp fik vi hentet gode historier frem fra hjernerne bag det grånende hår og de høje tindinger.

I min klasse gik Dorthe og Lisbeth, som altid var god for en sang. Det var de åbenbart næsten lige fra starten af, for på en tur til Livø lavede de dette kvad om rektors noget spøjse velkomtsttale, hvor han stort set overså de 60-70 nye studerende i fællessalen.

Melodien er, naturligvis, Blæsten går frisk over Limfjordens Vande:

Blæsten går frisk gennem Eriks kaserne
alle vi nye er mødt op.
Rektor skal tale, det gør man jo gerne
alle forventninger er i top.
Men talen var ikke til dig og mig,
var meningen mon, vi sku’ gå vor vej?

Først kom en velkomst til læren fra Jelling,
det var vist talens store punkt.
Stadig vi nye, vi vented en melding.
Men en hilsen til os lå tungt,
og hvorfor vi ikke i talen lå,
det skyldes jo nok, at vi er så få.

Rektor har læst, at man strejker som brygger,
men mon han egentlig har forstået.
Han tror en tapper i lommen har knapper,
og at ånden bli’r forsmået.
Vor rektor må være en tapper lig,
hvad angår både sjæl, ånd og økonomi.

Blæsten gik pludselig frisk gennem salen,
alle vi nye fik et håb!
Nu blev vi pludselig nævnt midt i talen:
Årgang 80 sku’ ha’ sin dåb.
Men velkomsten blev kun til flasker og skod,
og træde og jokke på hinandens lod.

Kategori: November 2014

Kommentarer

  • #1
  • Dorthe
    02-11-2014 20:35
    Ja Per. Det var et skøøøønt gensyn....og efter et par timer fandt vi fodslaw som for 30 år siden....både med Ludwig i kælderen...og din særlige interesse for ekstra musiktimer...ha ha ha...håber snart vi ses igen.....måske I Løgstør hos Lause :-)


1 

Skriv en kommentar

 
 
Per Lyngby